BERLIN: Galla-jakkesættet sidder som støbt på Nikolaj Lie Kaas, og han børster verdensvant et fnug af sit knæ.

Verdenspremieren under filmfestivalen i Berlin på den danske TV-serie »Bedraget« er netop overstået, og det danske hold, bestående af blandt andre instruktør Per Fly, manusforfatter Jeppe Gjervig Gram og de to hovedskuespillere, Nikolaj Lie Kaas og Natalie Madueño, kan ånde lettet op.

Det internationale publikum har taget vel imod de to afsnit af serien, der om et år bliver familien Danmarks nye søndagsserie.

For Nikolaj Lie Kaas, der har siddet i mange biografsale til filmfestivaler og set sig selv, er det stadig en særlig følelse.

»Det er ret fedt at være på udebane og vide, at der ikke er de samme forventninger fra publikum som hjemme, selv om jeg også kan møde fans her,« siger Nikolaj Lie Kaas, der spiller en magtfuld direktør i et energiselskab.

Han har efterhånden haft en del roller i udlandet, og om ikke så længe er der premiere på en ny, nemlig Daniel Espinosas »Child 44«, der også har stjerner som Tom Hardy og Noomi Rapace blandt de medvirkende.

»I Danmark synes jeg, at jeg kan mærke, at jeg efterhånden har fået tjekket de fleste slags opgaver af. Der skal ske noget nyt, ellers dør man som skuespiller,« siger Nikolaj Lie Kaas.

»Her har udlandet været en god ting for mig, selv om jeg er enig med David Dencik, der kalder det en underlig ydmygelse at arbejde uden for Danmark. Det er lidt som at få trukket bukserne ned i fuld offentlighed. Derhjemme tilgiver de meget. I udlandet tilgiver de dig ikke en skid, fordi de er totalt ligeglade med, hvem du er i Danmark. Men det har jeg brug for. At skulle bevise, hvad jeg kan.«

Ligesom at spille konge

Optagelserne på »Bedraget«, der i Berlin blev vist under sin engelske titel »Follow The Money«, er stadig i gang, og kun de to første afsnit er færdigklippede.

Nikolaj Lie Kaas, der nyder sin rolle, forklarer, at han har luret af, hvordan man spiller mennesker med magt.

»Det er ligesom at spille konge. Du skal nemlig ikke selv spille så meget, men bare være, og så er det mere de andre skuespilleres opførsel, der viser tilskuerne, at det er dig, der bestemmer.«

I »Follow the Money« er en af direktørens ansatte en kvik og fremadstormede jurist, der allerede i første afsnit afslører et internt kupforsøg fra en underdirektør og derfor bliver direktørens højre hånd på det juridiske område.

Hun spilles af den helt nyuddannede skuespiller Natalie Madueño.

Lærerig start på karrieren

Natalie Madueño glæder sig stadig hver dag over den utrolige karrierestart, hun har fået med sin rolle i serien.

»På teaterskolen var det lidt en stående joke, at vi allesammen skulle ud og have store roller i de nye danske TV-serier. Så det var lidt mærkeligt at komme en dag og fortælle, at tja, nu havde man altså fået lige præcis dét,« siger den 27-årige skuespiller.

Hun indrømmer gerne, at hun var meget nervøs, da hun første gang mødte Per Fly og Nikolaj Lie Kaas, men at hun hurtigt tog ved lære af sin rutinerede skuespillerkollegas rolige måde at gå til arbejdet på.

»I det hele taget kan man lære utroligt meget som ny skuespiller ved at arbejde på en TV-serie. Der er en høj professionalisme, og der er få steder, hvor man skal indspille så mange scener så hurtigt,« siger Natalie Madueño.

At sidde i en tætpakket biografsal og se sig selv tårne frem på lærredet var dog en blandet fornøjelse.

»Jeg sad indimellem og tænkte »addr, den replik kunne godt have været lidt bedre, og så kiggede jeg rundt og tænkte, om der var andre, der syntes det samme. Men jeg tror, at de fleste skuespillere er meget kritiske over for sig selv, særligt når de ser sig selv på film,« siger Natalie Madueño.

Hun har ikke tidligere beskæftiget sig med jura eller den finansielle verden og lavede research i en stor virksomheds juridiske afdeling, ligesom hun også gik til forelæsninger på jurastudiet. På ét punkt ligner hun sin karakter, nemlig i det arbejdsmæssige drive:

»Jeg har mål og ambitioner, men lige nu nyder jeg bare at være så heldig, at jeg er med i det her,« siger hun.

»Bedraget« har dansk premiere på DR til december.