Hvorfor er der til stadighed diskussion om kvaliteten og omfanget af velfærdstjenester som uddannelse, sundhed, børnepasning og ældrepleje? Hvorfor er det så svært at få velfærdssamfundet til at hænge sammen i et velstående land som Danmark?

Er disse spørgsmål et udtryk for, at vi griber tingene forkert an, eller afspejler de nogle mere grundlæggende forhold? Er problemerne særligt store, fordi vi har et veludbygget velfærdssamfund?

Velfærdstjenester som børnepasning, undervisning, sundhed og ældrepleje er centrale dele af vores velfærdssamfund. De stilles til rådighed for alle, og de finansieres i fællesskab via skatterne. Målsætningen er, at de skal være på et tidssvarende niveau og opfylde behovene for de fleste. Der er ikke tale om en luksusløsning, men en acceptabel og ordentlig løsning, de fleste kan være tilfredse med. Velfærdssamfundet forventes at løse opgaverne på et rimeligt niveau. Det skal ikke være en andenklasses løsning, som kun bruges af dem, der ikke har råd til andet.

Af disse årsager bliver det et mål i stadig bevægelse at sikre velfærdstjenester af acceptabel standard. At opfylde dette mål udfordres løbende i takt med stigende velstand i samfundet.

Umiddelbart lyder det oplagt, at øget velstand må gøre det nemmere at finansiere velfærdssamfundet. Det er også det typiske paradesvar, politikerne fremfører for at nedtone mere vanskelige prioriteringsdiskussioner: »Vi løser problemerne ved at skabe mere vækst«, argumenteres det ofte. Når samfundskagen bliver større, må det også blive nemmere at tilgodese velfærdssamfundets mål. Når vi bliver rigere, må det være nemmere at have råd til velfærdssamfundet.

Udsagnene lyder besnærende, men det er en myte, at vækst automatisk fjerner behovet for prioriteringer. Det kan forklares på to måder. Den oplagte er, at hvis det var tilfældet, så skulle det være nemt at få velfærdssamfundet til at hænge sammen i dag. Vi er i runde termer tre gange så velstående i dag (trods finanskrise), som vi var i midt-1960erne. Men prioriteringsdiskussionen om velfærdsstandarder og finansieringen heraf ser ikke ud til at være blevet lettere.

Kageargumentet

Der er en anden og mere grundlæggende forklaring på, at »kageargumentet« ikke holder. Vækst er vigtig for udviklingen i den materielle velstand. Den afgørende drivkraft er stigende produktivitet, der gør det muligt at skabe mere værdi per arbejdstime. Det afspejler sig i stigende lønninger og indkomster i den private sektor.

Det er oplagt, at stigende indkomster med givne skattesatser skaber et større skatteprovenu. Men før det konkluderes, at de øgede skatteindtægter gør det nemmere at finansiere velfærdssamfundet, må vi også se på udgiftssiden.

Den offentlige sektor har to hovedtyper af udgifter: overførselsindkomster knyttet til det sociale sikkerhedsnet og såkaldt offentligt forbrug sammensat af udgifter til dels klassiske offentlige sektor-opgaver (administration, retsvæsen, politi m.m.) og til velfærdstjenesterne. Lad os betragte disse to udgiftstyper enkeltvis.

Hvis uligheden ikke skal stige, må overførselsindkomsterne stige i takt med lønningerne i den private sektor. Det er i store træk også tilfældet.  På den måde får modtagere af overførselsindkomster også del i velstandsstigningerne, og fordelingsprofilen holdes uændret. Det betyder til gengæld, at udgifterne til overførselsindkomster stiger i takt med stigningerne i lønningerne i den private sektor og dermed i takt med velstanden.

Ser vi derefter på det offentlige forbrug, udgør lønninger til personale (en stor del er beskæftiget med at producere velfærdstjenester) en meget stor andel heraf. Hvis tilbuddet af velfærdstjenester skal opretholdes uændret, kræver det et uændret antal offentligt ansatte. Samtidig må de offentlige lønninger over tid følge den private lønudvikling, ellers vil det offentlige ikke være i stand til at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Denne udgiftskomponent vil derfor også stige i takt med væksten i samfundet.

Velstandens dilemma

Summen af ovenstående er, at økonomisk vækst øger de offentlige indtægter og udgifter proportionalt. Velstandsstigninger skaber ikke automatisk et finansielt råderum for velfærdssamfundet. Sagt på en anden måde: Såfremt to centrale målsætninger for velfærdssamfundet skal opretholdes, nemlig uændret indkomstfordeling og uændrede tilbud af velfærdstjenester, vil generel vækst i samfundet ikke automatisk skabe luft i den offentlige sektors budgetter.

Selvfølgelig kan der skabes et råderum, hvis det politisk besluttes, for eksempel at overførselsindkomsterne ikke skal følge lønudviklingen, eller at standarderne for de offentlige tilbud skal reduceres. Men det understreger netop pointen, at vækst ikke mindsker behovet for politiske prioriteringer. Mange detaljer og modificeringer kan knyttes til ræsonnementet ovenfor, men det ændrer ikke ved hovedbudskabet: Det bliver ikke automatisk nemmere at finansiere velfærdssamfundet i takt med, at vi bliver rigere.

Alt hvad der er muligt i dag, vil også være muligt i fremtiden – og mere til!

Øget velstand udfordrer derimod velfærdssamfundet. Øget velstand skaber en tendens til, at det bliver relativt dyrere at stille velfærdstjenester til rådighed for befolkningen samtidig med, at behovet for sådanne tjenester stiger og finansieringsbidragene presses. Det kan man kalde velstandens dilemma.

Mens det er nemt at forestille sig, at produktiviteten kan øges i landbruget og industrien (flere varer over samlebåndet), er det sværere for intensive aktiviteter i human interaktion (nærhed, tid) som f.eks. pasning, pleje og undervisning. Det er den humane interaktion, der er kernen i aktiviteten. Det giver ikke megen mening at sige til pædagogerne, at de skal lege noget hurtigere med børnene. Tiden og samværet er det afgørende. Og flere børn per pædagog er ikke en reel produktivitetsstigning. Når det er svært at øge produktiviteten, stiger omkostningerne over tid i takt med de generelle lønstigninger i samfundet. Det gælder uanset, om produktionen sker i den private eller offentlige sektor. Men vi har mange af disse serviceaktiviteter i den offentlige sektor, og det skaber en særlig udfordring.

Samtidig øges kravene. Med øget velstand følger en stigende efterspørgsel efter tjenester – en global trend. Nye muligheder forstærker den tendens. Sundhed er et væsentligt eksempel på begge dele. Ønsket om at bibeholde fysisk førlighed og at leve længe er højt værdsat af de fleste, og får stigende vægt i takt med øget velstand. Samtidig skaber lægevidenskaben – heldigvis – løbende fremskridt i form af nye og bedre behandlingsformer. Når noget er muligt, opstår der også en forventning om, at det stilles til rådighed for befolkningen. Hvis ikke det sker, vil det med tiden stride mod målet om at kunne stille tidssvarende løsninger til rådighed.

Velfærdstjenesterne bliver således relativt dyrere at producere samtidig med, at vi ønsker flere og mere af dem. Det sætter velfærdssamfundet under pres, men det er ikke en forudsigelse af velfærdsmodellens endeligt. Grundlæggende skabes dilemmaet af stigende produktivitet, højere indkomster og materiel velstand i samfundet. Det er ikke en proces, som stiller os dårligere, men bedre.

Alt hvad der er muligt i dag, vil også være muligt i fremtiden – og mere til! Det er ikke et spørgsmål om, at velfærdssamfundet bliver »for dyrt«, eller at vi ikke »har råd til det«. Vi har råd til det, men udviklingen skaber løbende prioriteringsspørgsmål. Der er ikke nogle nemme løsninger her, og de løses ikke én gang for alle.

Torben M. Andersen udgiver 27. september bogen »Har velfærdssamfundet en fremtid? Velfærdens økonomi og dilemmaer«.