Arbejdet med mennesker er konstant foranderligt, men underligt nok skal det kunne dokumenteres og bevises for at opnå anerkendelse.

Langt hen ad vejen er det godt, at vi har et velfærdssystem, hvor videnskab sanerer tvivlsomme strømninger og enkelte personers intuitive påfund. Velfærd skal ikke være kunstnerisk. Og så alligevel. Kunne man forestille sig, at brugere af systemet kunne have glæde af en mere kunstnerisk tilgang?