23 selvmord på halvandet år blandt medarbejderne i det franske svar på TDC, France Telecom, har fået den franske arbejdsminister til at indkalde France Telecoms topchef til en drøftelse.

I fredags kastede en 32-årig kvindelig ansat sig ud af et vindue på fjerde sal i France Telecoms bygning efter et møde og døde som den seneste i rækken af i alt 23 selvmord siden februar 2008.

Anklager fra fagforeninger

Fagforeningerne anklager ledelsen i teleselskabet for at være gået for hårdt til værks under omstruktureringer over de seneste 13 år for at ændre kultur fra at være statsdrevet til at blive et privat selskab. France Telecom har de seneste tre år skåret 22.000 stillinger væk, fortrinsvis uden at fyre. Den franske stat er fortsat største aktionær med en ejerandel på 26,97 procent af teleselskabet.

Den franske finansminister Christine Lagarde bad søndag France Telecoms topchef Didier Lombard om at indkalde til et ekstraordinært bestyrelsesmøde for at drøfte de mange selvmord.

»Jeg ved ikke, hvad problemet er, men jeg har bedt bestyrelsesformanden i France Telecom om at samle folk så snart som overhovedet muligt til et møde,« sagde Christine Lagarde til TV-stationen France 3.

Handling på højeste niveau

Hun ønsker handling »på højeste niveau, [...] så der bliver taget hånd om disse problemer«.

Der har ydermere været 13 selvmordsforsøg i France Telecom i den omtalte periode.