Som en besværgelse, der går i opfyldelse, hvis den fremsættes tilstrækkeligt mange gange, bliver folk på venstrefløjen og andre ved med at gentage, at vi ikke kan stoppe strømmen af indvandrere fra Afrika og Mellemøsten. Senest kom meldingen fra den internationalt berømmede pakistanske forfatter Mohsin Hamid, som i Politiken forudser, at København om nogle år måske er ligeså multietnisk som London.

Spådommen bygges blandt andet på, at der i en overskuelig fremtid vil være fire gange så mange indbyggere i Afrika som i dag. Forestillingen om Vestens magtesløshed bakkes op af forskere i flygtninge og indvandrere, hvoraf mange ser det som deres opgave at beskytte flygtninge og advarer om, at tiltag som f.eks. grænsekontrol ikke har nogen virkning, selvom enhver kan se, at det er noget vrøvl.