De seks personer, der er omkommet ved en brand på en ødegård i i Sverige, er alle danskere, oplyser TV2 News.

Ifølge Ekstra Bladet har både Nordsjællands og Midt- og Vestsjællands Politi fået til opgave at informere pårørende om tragedien.

Ofrene blev søndag fundet på en udbrændt ødegård nord for Gøteborg. Gården, som ejes af tre danske familier, brændte ned til grunden natten til søndag, og det tog politiet det meste af dagenen at opgøre antallet af ofre.

Det var en nabo, der søndag morgen opdagede, at en brand havde raseret gården i løbet af natten. Naboen, som bor omkring 500 meter væk, havde ikke bemærket noget udsædvanligt, da han omkring klokken 01 var ude og lufte sin hund, men søndag morgen var gården altså udbrændt.

Brandvæsenet nåede frem til grunden nær landsbyen Tidaholm ved 10.30-tiden.

- Da var der kun soklen tilbage, fortæller indsatsleder Perry Malmberg.

Ifølge polititalsmand Göran Johansson holdt både en dansk og en svensk bil parkeret foran huset. Bilernes indehavere kan have befundet sig inde i huset, da det brød i brand natten til søndag.

- Vi har søgt efter ejerne til de to biler, men mig bekendt har vi ikke fundet dem endnu, siger Göran Johansson til BT.

Naboer fortæller til Sveriges Radio, at ødegården er ejet af tre danske familier, som har brugt den som sommerhus siden 1960erne. Gården var uden el og rindende vand.

Mens politiet har konstateret, at de omkomne er danskere, er der endnu ikke oplyst noget om, hvordan branden er opstået. Ifølge den svenske avis Expressen har politiet rutinemæssigt indledt en undersøgelse om mordbrand, men der er endnu intet, der peger på en forbrydelse.