De foreløbige afsløringer af, at Se og Hør i en årrække tilsyneladende har betalt en IT-medarbejder med tilknytning til NETS for ulovligt at udlevere kreditoplysninger om kendte og kongeliges færden og pengeforbrug tegner konturerne af, hvad der kan vise sig at være danmarkhistoriens hidtil største medieskandale.

På Berlingske blev vi rystede, da vi fik de første oplysninger om, hvad der angiveligt er foregået på Se og Hør. Der er intet nyt i, at Se og Hør går langt i deres nyfigenhed over for de kendte og kongeliges liv. Men at ugebladet måske ligefrem systematisk har brudt loven for at fodre nysgerrige kunder med "sladder", overgår alligevel vores vildeste forestillinger.

Der er to yderst principielle aspekter ved denne sag: For det første, at et dansk medie tilsyneladende har brudt loven for at kunne bedrive sladderjournalistik. For det andet, at en medarbejder med betroet adgang til oplysninger om danskernes kreditkort angiveligt har brudt alle regler og udleveret fortrolige oplysninger om kendte og kongelige for ussel mammon. Det første ryster tilliden til danske medier, det andet ryster tilliden til datasikkerheden herhjemme.

Lad os tage den journalistiske del først: Som medier er troværdighed vores vigtigste kapital. Vores kunder skal kunne fæste lid til, at vi har en høj etik, der forhindrer, at vi bliver en del af det magtmisbrug, som vi er sat i verden for at afsløre. På Berlingske betaler vi for eksempel aldrig for oplysninger fra kilder, der tilbyder et godt tip, så ingen borgere bliver fristet til at pynte på, opdigte eller stjæle oplysninger for at tjene penge.

I helt ekstraordinære tilfælde kan medier bryde loven straffrit, men i så fald kun, hvis det kan godtgøres, at lovbruddet var eneste mulighed for at få en afgørende historie frem i offentligheden - eksempelvis for at afsløre magtmisbrug og alvorlig kriminalitet. På Se og Hør er tip-honorarer hverdag, og man har - tilsyneladende - ulovligt fået overvåget danskere alene for at underholde læserne og dermed tjene flere penge. Dét kan aldrig retfærdiggøres og er en skændsel for branchen, hvis det har fundet sted som beskrevet.

De journalister, som med åbne øjne må have været medvirkende til sådanne ulovligheder, fortjener ikke at bære titlen "journalist". Det virkeligt interessante spørgsmål er, hvor langt op i systemet - på Se og Hør og videre op i Allerkoncernen - man har haft denne viden om en hemmelig kilde, der tilsyneladende brugte ulovlige metoder for at fodre sladderbladet med oplysninger om de kendte.

En rådden kultur i en virksomhed begynder og slutter som regel med chefen, enten fordi chefen selv skaber kulturen eller bare ikke er stærk nok til at bryde den. I ingen af tilfældene er han sit job værdigt. Hvis der har været systematisk misbrug af fortrolige oplysninger, er det svært at forestille sig, at chefredaktørerne ikke har været involveret.

En af de daværende chefredaktører, Henrik Qvortrup, har allerede taget konsekvensen af afsløringerne og har sagt sit kommentator-job op på TV2. Et klogt valg, ikke mindst fordi hans troværdighed er ødelagt, og fordi han formentlig kom en fyring i forkøbet.

Se og Hørs fremtid kan komme til at afhænge af, hvor langt op i systemet de formodede ulovligheder var kendt. I 2007 kom det frem, at det norske Se og Hør havde købt personlige oplysninger om kendte og kongelige via betjente og ansatte i Nordea. Dengang gik daværende chefredaktør på det danske søsterblad, Henrik Qvortrup, ud og sagde følgende til avisen.dk:

»Jeg synes da, at danske Nordea-ansatte med fordel kunne lære noget af deres norske kolleger«. 

En tankevækkende udtalelse fra en mediechef. Noget tyder på, at det danske søsterblad fortsatte skandalen, hvor nordmændene slap - endda inden for samme koncern. Rettidig omhu havde været fra øverste hold i koncernen at sikre sig, at det ikke skete - trods forsikringer fra Henrik Qvortrup til Aller Medias administrerende direktør, Pål Thore Krosby, om, at alt skam gik ordentligt til.

Rettidig omhu i dag vil være at lukke Se og Hør, hvis det fastslås, at de skiftende chefer på ugebladet har kendt til ulovlighederne, og at de vitterligt er bedrevet, sådan som tidligere menige og ledende medarbejdere forklarer det. Meget tyder på det. I dagens Ekstra Bladet bekræfter Lise Bondesen - nuværende underholdningsredaktør på EB og tidligere nyhedschef på Se og Hør - de alvorlige anklager, herunder sin egen aktive rolle. Samtidig har BT i dag fremlagt tre mails, der dokumenterer, at i hvert fald 16 medarbejdere på Se og Hør - herunder flere ledende medarbejdere og daværende chefredaktør Henrik Qvortrup og hans efterfølger Kim Henningsen - kendte til den hemmelige kreditkort-kilde, tys-tys-kilden.

Det er ufatteligt, at det kan foregå i Danmark. I Storbritannien kostede en lignende skandale avisen News of the World livet.

Det andet mindst lige så principielle aspekt er naturligvis, at overvågnings-skandalen rammer lige ned i debatten om danskernes datasikkerhed. De seneste dage har Berlingske i et unikt projekt indledt afdækningen af, hvordan man via metadata kan kortlægge vores liv og spore vores færden. Nu kommer det så frem, at en medarbejder tilknyttet NETS tilsyneladende uhindret har kunnet skaffe sig adgang til oplysninger om alle de danskere, som Se og Hør fandt interessante - og derigennem kunne afdække, hvor de rejste hen, hvilke hoteller de boede på, og hvor store pengebeløb de brugte på forskellige indkøb.

Det svækker afgørende vores tillid til, at de uendeligt mange dataoplysninger om os som borgere bliver opbevaret på betryggende vis. Hvordan kunne det gå til, at databehandlere - de virksomheder, der behandler fortrolige oplysninger om os - kunne gå ind og hente oplysninger om forskellige borgere uden at efterlade sig spor, som fik det hele til at bimle og afslørede dem som ubudne gæster.

Dette kalder blot endnu mere på en gennemlysning af, om vores datasikkerhed er tilstrækkelig i Danmark, efter at vi siden 11. september 2001 har accepteret, at myndighederne må gå meget langt i overvågningen af vores data for at beskytte os som borgere i kampen mod terror.