På niendedagen i Schlüter-sagen er retten nået til afhøring af det første vidne i sagen. Revisor og partner i Deloitte, Christian Sanderhage, er indkaldt til at svare på spørgsmål om den del af sagen, som handler om advokatfirmaet Johan Schlüters svindel med klienternes penge. Det er et forhold, som Johan Schlüter og Susanne Fryland er tiltalt for, og ifølge anklageskriftet drejer det sig om svindel for mere end 110 mio. kr.

Deloitte-revisoren blev i januar 2015 hyret af advokatfirmaets klient, Producentforeningen, til at granske regnskaber, bogføringsmateriale og bankoverførsler vedrørende medlemsforeningen CAB, hvis Copydan-midler advokatfirmaets datterselskab, Registrering Danmark i Slagelse, stod for administrationen af.

Der var i november 2014 konstateret et uforståeligt mellemværende i Registrering Danmarks favør, som Producentforeningen ville til bunds i.

Revisoren fortæller i retten om forhold, der kort kan karakteriseres som et gevaldigt rod i Registrering Danmark. Eksempelvis viste Deloittes gennemgang af fakturaer udstedt fra advokatfirmaets datterselskab til klienten CAB, at der blev hævet penge på CABs konti uden, at der lå en faktura bag, og at der omvendt også var fakturaer, som ikke havde udmøntet sig hævninger på CABs konti.

Han fortæller, »at fakturateksterne altid var ufuldstændige«, og at der ikke var årlige opgørelser, der viste, hvad foreningerne var blevet faktureret for, hvad der var udloddet til foreningerne, og hvilket honorar advokatfirmaet var berettiget til at modtage.

»Sådanne afstemninger fandtes ikke. Det vanskeliggjorde vores arbejde,« fortæller Christian Sanderhage i retten.

Han fortæller også, at der ikke var interne kontroller eller interne værn mod den indbyggede dobbeltrolle i advokatfirmaet, som både var sekretariat for og forvalter af de tre foreningers penge og tilmed var leverandør af juridiske ydelser.

»Der var ikke de indbyggede kontroller, der normalt er mellem to parter,« siger han.

Eksempelvis havde regnskabschefen i Registrering Danmark enefuldmagt til CABs bankkonti.

Revisoren fortæller også, at årsregnskaberne for CAB ikke var meget bevendt.

»Regnskaberne var vanskelige at læse og forstå. Der var en frygtelig masse specifikationer, og det var vanskeligt at forstå, hvordan de hang sammen med bogholderiet. Det lykkedes os faktisk aldrig,« siger han.

Han fortæller også, at der ikke var overensstemmelse mellem, hvad der stod på CABs bankkonto ultimo året, og hvad der var oplyst af likvide midler i årsregnskabet.

Specialanklager Malene Stage Christensen gengiver et notat, som Deloitte har skrevet på baggrund af sin granskning. Her fremgår det, at de regnskabsmæssige registreringer ikke gjorde det muligt at konstatere, om Copydan-midler var korrekt fordelt mellem foreningerne, CAB, Filmret og Filmkopi, som advokatfirmaet var betroet administrationen af.

Deloitte er mangeårig revisor for Producentforeningen, som repræsenterer de tre rettighedshaverforeninger, hvis Copydan-penge advokatfirmaet administrerede. Det var Producentforeningen som sommeren 2015 politianmeldte advokatfirmaet, og som fik sagen til at rulle.

Da nu Deloitte i mange år har været revisor for Producentforeningen, vil Johan Schlüters advokat, Jakob S. Arrevad, gerne vide, om Deloitte så tidligere har interesseret sig for medlemsforeningens CABs regnskab, når de reviderede Producentforeningen regnskaber.

»Nej det har ikke indgået i vores revisioner,« siger Christian Sanderhage.

I retten har Susanne Fryland tidligere forklaret, at der i Registrering Danmark blev udstedt fakturaer til de tre medlemsforeninger, altså advokatfirmaets klienter, når »de skreg på likviditet« på advokatkontoret i København«, som hun selv var medejer af.

En mailkorrespondance i retten bekræfter, at fakturaer til foreningerne var en måde at skaffe likviditet. Under sin granskning af Registrering Danmarks forvaltning af klienterne penge spørger Deloitte-revisoren regnskabschefen i Slagelse-selskabet, hvorfor der blev udstedt fakturaer eller kreditnotaer, som ikke udmøntede sig i hævninger.

»Årsagen til, at der blev udstedt fakturaer fra Registrering Danmark var, at Registrering Danmark/nogen havde behov for likviditet,« lyder det blandt andet i regnskabschefens mailsvar.