Lars Halgreen er tiltalt i to af sagens i alt seks forhold. Det ene handler om regnskabsmanipulation, hvor advokattrioen, som også tæller Johan Schlüter og Susanne Fryland, ifølge anklageskriftet har medtaget 12 millioner kroner i årsregnskabet for 2014 for både advokatselskabet og dets datterselskab, Registrering Danmark.

Ingen af regnskaberne var dermed retvisende, mener anklageren. Regnskabsmanipulation af den kaliber kan udløse en fængselsstraf på et år og seks måneder.

I Københavns Byret afviste Lars Halgreen, at han havde vildledt regnskabslæserne. Han forklarede, at han få dage inden aflæggelsen af regnskabet for Registrering Danmark var blevet indsat som direktør.

”Jeg har underskrevet regnskabet, men jeg havde en pistol rettet mod panden. Det handlede om, at Registrering Danmark skulle overleve. Jeg havde været direktør i tre dage, da jeg skrev under,” siger Lars Halgreen, der også fortalte, at datterselskabet risikerede at blive tvangsopløst, fordi selskabet ikke havde afleveret sit årsregnskab til tiden.

Susanne Fryland var kort forinden, den 24. juni 2015, trådt tilbage som direktør Registrering Danmark – en stilling hun havde haft siden 2009.  I et tidligere retsmøde har Susanne Fryland forklaret, at det i lang tid havde stået klart, at hun ikke længere skulle være del af hverken advokatfirmaet eller Registrering Danmark.

Registrering Danmark var det selskab, som stod for forvaltningen af Copydan-penge fra rettighedshavere, som havde betroet advokatfirmaet Johan Schlüter opgaven med at fordele de mange millioner, der årligt trillede ind til film- og tv-producenter.

Lars Halgreen er sammen med sine to tidligere partnerkolleger i advokatfirmaet også tiltalt for groft skyldnersvig for 85 mio. kr., som kan udløse fængselsstraf på op til otte år.