»Du skal op på hesten.«

Sidste år begyndte jeg at tage en mental note, hver gang nogen sagde det til mig. 124 gange hørte jeg den vending. Intet mere. Intet mindre. Og jeg aner stadig ikke hvad jeg skal bruge den til. Formaningen.

Et breakup er klicheernes holdeplads. For hjerte rimer på smerte, og der er ingen, der undslipper at opleve at have ondt i hjertet.

»Jeg troede ikke, at voksne kunne blive så kede af kærlighed. RIP dit liv,« sagde en 11-årig til mig. Jeg troede egentlig også, at jeg var blevet for gammel til at føle et breakup som den lille død, men tilsyneladende har følelsen af knust hjerte ingen alder. Ingen går fri. Hverken de tykke, de tyndfede, de sorte, de hvide, de rige, de pensionerede eller de kriminelle. Og det hele bliver en kliche, fordi vi alle går gennem de samme faser. Det er på en måde meget rimeligt, at vi alle skal ned ad den samme sti. Ned ad den jammerlige camino. Vi skal gå vejen alene, velvidende at vi ikke er de eneste, der har gået den. Selvom det føles sådan.

Retrospektivt må jeg konstatere, at det er svært at få lov til at have ondt i hjertet i det her samfund. Ikke at være depressiv. Ikke at være gået ned med stress. Ikke at være angst. Bare at have ondt i hjertet og i livet. Uden klinisk diagnose. Uden medicinsk behandling. Bare umoderne ondt i livet. Uden udløbsdato eller garanti for snarlig bedring.

Jeg blev anbefalet antidepressiver, vitaminer, laktosefri kost, psykedeliske stoffer, at stå fast, at give op, at give mig hen. Det eneste, jeg ikke blev anbefalet, var at tage mig tid. Jeg er med på, at gode råd er dyre, men helbredelsen fås ikke billigere. Og det dyrebareste i det her samfund er tilsyneladende hverken penge eller medicinske medikamenter, men tid. Og tid er det eneste, vi ikke har tid til at tage os. Men det kræver tid at gå ned for at komme op igen.

Jeg tog mig tiden til at styre direkte mod afgrunden. Jeg vidste, at jeg skulle helt ned for at komme helt op. Jeg har ikke udviklet mig. Jeg er ikke blevet en anden. Jeg kan ikke berette om et før og et efter. Jeg er bare tilbage. I livet. Og livet er ikke en forbedret version 2.0. Det er bare life again.

Nogen havde glemt at fortælle mig, at »ondt i livet« falder uden for kategori. Det er ikke noget, man nævner i flæng. »Jeg er gået ned med stress« klinger efterhånden velkendt, men jeg opdagede, hvor ubekvemt det var for andre, at jeg havde ondt i livet. Så vi havde ofte den automatiserede samtale. Opskriften er den samme. Den ender med en variation over »op på hesten«, men starter nogenlunde sådan her: »Hvordan går det?« »Det går godt, tak, det er godt nok lidt hårdt, men bare rolig, jeg er på vej op igen.«

Men det var en stor fed løgn. Jeg var ikke på vej op. Jeg lå ned. Vandret. Og vi skiltes i samtalen uden, at jeg havde givet noget af mig selv og uden, at du have fået noget igen. Det var den kontrakt, vi stiltiende indgik. At den slags udvekslinger aldrig blev ubehagelige eller vedkommende for nogen af os. De blev højst ligegyldige.

Så »Hyp, lille Lotte, hyp«. Nu er jeg oppe på den famøse hest igen. Jeg har selv redet den gennem den tunnel, jeg godt vidste, der var lys for enden af. Jeg har selv rejst mig ved det træ, jeg var faldet ved, og jeg er kommet ud på den anden side, hvor jeg selv har taget skeen i den anden hånd. For i morgen er en ny dag. Carpe diem. Carpe scrotum.

Klicheer opfinder jo ikke sig selv. Det er vel vendinger, der er blevet gentaget mange gange, fordi der er et gran af sandhed i dem. Og bevares, det er op på hesten, hvis man vil være med i livet. For livet fortsætter jo ufortrødent, selvom man er gået i stå. Latenstiden er imidlertid en individuel og ubekendt størrelse, og jeg har til gode at se nogen komme op på en hest, fordi andre sagde, at de burde. Du kan ikke ride andres heste. Så sadl din egen. På forhånd tak.