Hvordan er reglerne for selvtægt på de sociale medier? Er det egentlig tilladt? Til alle jer, der overvejer at sende grænseoverskridende beskeder til fremmede mennesker på de sociale medier, følger her en lille reminder til skræk og advarsel.

Samtalen, der ender med sætningen »jeg har i øvrigt sendt et screenshot af denne samtale til hende, du har anført som din mor på Facebook«, havde jeg med en fremmed mand forleden. Bevares, jeg sendte ikke beskeden til konen. Jeg har pli. Men jeg sendte det som et svar på en række særdeles grænseover- skridende beskeder, som jeg havde fået tilsendt fra en mand. Ovenstående besked var den mest lødige i rækken. De andre vil jeg forskåne min egen mor for at læse. Variationer af dette screenshot er, hvad du kan forvente, hvis du agter at sende noget underlødigt til min indbakke.

Nuvel, måske er min metode lige så grænseoverskridende, som de beskeder, jeg modtager, men vi to har ikke indgået en kontrakt om gensidig tillid og fortrolighed. Jeg kender dig ikke, og du har sendt mig noget, jeg bestemt ikke har bedt om. Og ærlig talt vil jeg ikke finde mig i at modtage flere nøgne kropsdele, grænseoverskridende tegninger, hvor mit hoved og krop figurerer i de mest bizarre sammenhænge.

Ej heller vil jeg sidde passivt og læse hadefulde bitre kommentarer og trusler. Kreativiteten er enorm og kvaliteten enormt ringe. I’ve seen it all, og jeg mener det, når jeg siger, at jeg er nådesløs, når jeg prøver at komme denne form for chikane til livs. Jeg er ikke et offer, betragt mig i stedet som en form for ubarmhjertig indpisker, der forsøger at oprette en vis moral og etik i netland.

Den hemmelige indbakke

Parallellivet foregår på Instagram og i den skjulte indbakke, der hedder »andet« på Facebook. Det var et sociologisk studie at gå gennem alle beskederne, som var samlet over flere år. Hvis du ikke kender til »andet«-indbakken kan jeg oplyse, at det er sådan et sted, hvor du tror, at intet af det, du skriver, gælder. Men det gør det.

Det er en kliche at sige, men det føles til tider som om, at der er mennesker, som ikke tænker over, at der sidder nogen derude på den anden side af skærmen. Men det gør der og nogen læser det.

Og når jeg så sender screenshots i flæng, er det, fordi du ikke bare er en »troll« som huserer på diverse debatfora. Du er ikke bare et anonymt fænomen. Min empiri siger mig, at du kommer fra alle sociale lag, og at din civilstand er underordnet. Du er ikke et kældermenneske. Du er et ordinært og gennemsnitligt menneske, som har siddet i en stue ude på den anden side af en skærm og sendt noget helt og aldeles grænseoverskridende.

Det har måske ikke taget dig mere end et par minutter at udtænke, skrive og trykke enter, men du kunne have fortrudt 100 gange i processen, arkiveret udkastet og lavet havregrød til ungerne i stedet.

Ingen undskyldning

Det er ikke længere en undskyldning, at de sociale medier er nye, men retningslinjerne for opførslen er tilsyneladende stadig ikke etableret, og det minder til tider om det vilde vesten. Der kommer bare ikke en Facebook-sherif. Der er selvjustits, og sidste instans ved domstolen er mig. Og jeg siger »stop!«

Jeg har endnu ikke fået svar tilbage fra nogens mødre og fædre. Jeg er sikkert havnet i deres »andet«-indbakke. Det er måske også godt det samme. For hvad skulle de sige? Det, de skulle sige, skulle de måske have sagt. Til deres børn. For lang tid siden. Den dag, hvor de talte om, hvordan man behandler andre mennesker.

PS. Jeg svarer i øvrigt altid enormt høfligt på henvendelser, som starter med »Kære Sanne«.