Det er et risikabelt og destruktivt spil, som de to frontfigurer i LA, Anders Samuelsen og Simon Ammitzbøll-Bille, bedriver i disse døgn på Christiansborg.

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøger at fastsætte en køreplan for de aktuelle forhandlinger, giver offentligheden besked om indgåede aftaler eller stiller sig op foran medierne som regeringens førstemand, bliver han konstant undermineret af LA-ledelsen.

Fredag aften i sidste uge lykkedes det for Løkke at skabe afsæt for en aftale om finansloven for 2018. Men han havde dårligt nået at præsentere den nye enighed, før LAerne gjorde det klart, at de ikke nødvendigvis stemmer for deres egen finanslov, hvis ikke der inden jul bliver landet en aftale om en skattereform. Dermed blev resultaterne i finansloven på et splitsekund sat i skyggen af et nyt opgør.

Mandag forsøgte Løkke at stoppe krisen ved at fastslå, at alle regeringspartier naturligvis stemmer for finansloven, men kort efter blev han igen faldet i ryggen af LA-ledelsen, som ikke ville give den garanti. Tirsdag slog Anders Samuelsen så en smule op i banen, da han over for pressefolkene hverken ville be- eller afkræfte, hvorvidt LA vil stemme for finansloven ved tredjebehandlingen 22. december. På det tidspunkt var skaden sket.

Tilbage står et billede af, at Løkke gang på gang får slået skår af sin autoritet som regeringens leder. Når han placerer sig for bordenden og sætter al sin autoritet ind på at få forhandlingerne til at lykkes, er det ødelæggende at blive underløbet af Samuelsen & Ammitzbøll-Bille. I den situation kan hver eneste politiker i Folketinget - og alle vælgerne uden for parlamentets tykke mure - se, at han ikke kan kontrollere sin egen regering. Dette undergraver hans lederskab, som danskerne i det tidlige efterår ellers så småt var begyndt at belønne, da regeringen satte dagsordenen og pressede rød lejr i målingerne.

Og dette er ikke den eneste omkostning ved LAs kurs. Ironien er, at når partiet forsøger at true sig til resultater, isolerer det sig selv i regeringen og øger afstanden til Dansk Folkeparti.

Når DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, skal stå og høre på, at LA kun vil stemme for finansloven, hvis der bliver indgået en aftale om historiens største skattelettelser, bliver han reduceret til et vedhæng til VLAK-regeringen. Det ønsker han ikke - og slet ikke når det i forvejen er en kamp for ham at overbevise sine vælgere om, at det er rigtigt at bane vej for skattelettelser i stedet for at bruge hver eneste krone på mere velfærd.

Mekanismen er såre simpel. Når LA presser DF hårdt, begynder Thulesen at trække i modsat retning. Kilder i Venstre og de Konservative kan berette om, hvordan LAs pres er direkte kontraproduktivt og kan ende med at reducere omfanget af skattereformen.

Også for Liberal Alliance er der meget på spil. Det store strategiske mål for Samuelsen & Ammitzbøll-Bille har været at vise omverdenen, at LA kunne klare forvandlingen fra skarpt profileret protestparti til et parti, der søger indflydelse, sidder med i forhandlingslokalerne og skaber resultater. I dag fremstår LA imidlertid som et parti, der er stoppet op midt i vadestedet og har problemer med at komme sikkert frem til den modsatte bred.

Mens LA skaber uro og er genstand for hård kritik internt i blå blok, er det interessant at iagttage de Konservative under Søren Pape Poulsens ledelse. Som medlemmer af regeringsholdet forfølger Søren Pape Poulsen og Brian Mikkelsen en anden strategi, hvor de optræder loyalt over for Løkke, leder efter holdbare kompromiser og er opmærksomme på at have fornuftige relationer til Dansk Folkeparti.

Denne arbejdsform toner frem som et direkte modbillede til LAs fremfærd. Til sammen evner Pape og Mikkelsen at profilere de Konservative på vigtige kerneområder, samtidig med at de fokuserer på at indgå kompromiser, skabe resultater og sikre sammenholdet.

I målingerne kan man se, at vælgerne stille vender tilbage til K, mens de siver fra LA.

I DF anerkender Kristian Thulesen Dahl, at Søren Pape har lagt sig i selen for at få sat en stopper for de tidligere næsten rituelle opgør mellem de to partier, og derfor er forbindelsen mellem Dansk Folkeparti og de Konservative mere harmonisk end nogensinde.

Selv om frustrationerne over LA er store i V, K og DF, når politikere fra de tre partier uden for citat omtaler LA-ledelsen, er der dog fortsat ingen, som har fantasi til at forestille sig, at de aktuelle forhandlinger om skat og udlændingepolitik ender i et sammenbrud.

Der er heller ingen, som tror, at LA i sidste ende vil lade finansloven for 2018 falde på gulvet. Men der er en smertefuld erkendelse af, at regeringens mulighed for at »sælge« indholdet af både finansloven og de kommende aftaler bliver forringet for hver dag, der går, fordi man skaber så meget støj, at resultaterne risikerer at drukne i larm.