Sådan slipper du af med støjen
Støj stresser, og kan man ikke slappe af derhjemme, hvor kan man så? En undersøgelse viser, at to ud af tre danskere irriteres af lyde fra husholdningsapparater – især støvsugeren.
Støj stresser, og kan man ikke slappe af derhjemme, hvor kan man så? En undersøgelse viser, at to ud af tre danskere irriteres af lyde fra husholdningsapparater – især støvsugeren.
I takt med at der i boligen er kommet flere og flere elektriske apparater, er der også sket en stigning i mængden af støjkilder. Før i tiden var der hverken opvaskemaskiner, kaffekværne, emhætter eller foodprocessorer til at lave støj i køkkenet.
Og i takt med at man i boligerne har slået væggen ned mellem køkken- og opholdsrum – og indført begrebet køkkenalrum – hvor flere funktioner foregår samtidig, kan det være svært at få ørenlyd. Måske er der TV i køkkenet, som kører samtidig med, at man laver mad, og emhætten er i brug.
Det kan også bare være blæseren fra PCen eller lyden fra køleskabet, som generer. Nogle mennesker er selvfølgelig mere sarte end andre, hvad angår lyde i hjemmet, men de fleste er nok enige i, at ens hjem skal være så fredeligt som muligt.
For støj kan også være sundhedsskadeligt, hvis det handler om f.eks. trafikstøj fra tog, fly, vindmøller eller industrivirksomheder, som ofte kategoriseres som lavfrekvent støj. Ude i haven kan lyden af plæneklipper eller motorsav til hækklipning forstyrre roen.
Selv om lav støj inden for hjemmets fire vægge ikke kan sammenlignes med udfrakommende, høj støj eller den lavfrekvente støj, kan den daglige lyd af diverse husholdningsapparater være til stor irritation. Måske er det en ny vaskemaskine, som har en advarselstone, når vasken er færdig.
Hvis maskinen står i et bryggers, generer den måske ikke så meget, men står den i nærheden af soverum, kan man ikke benytte dens lange øko-venlige program, hvis det betyder, at den er færdig – og hyler – midt om natten.
»Det er der heldigvis råd for, da lyden på de fleste nye vaskemaskiner kan slås fra,« siger Mette Ertel, marketingchef hos BSH Hvidevarer, der forhandler Bosch og Siemens i Danmark. Og det er de to store, tyske hvidevareproducenter, som har iværksat en online-undersøgelse i samarbejde med det uafhængige, svenske analyseinstitut, SnabbaSvar, der kortlægger danskernes holdninger til lyde fra hvidevarer og husholdningsapparater.
»Vi tænker nok ikke så meget over det til hverdag, men direkte adspurgt som i undersøgelsen går det op for de fleste, at lyde fra de forskellige maskiner i hjemmet faktisk er til stor gene,« siger Mette Etel, der foreslår, at man starter med at undersøge, om produktet er af så ny dato, at det er muligt at slå lyden fra.
»I følge undersøgelsen er det 67,9 pct. af danskerne, der – ofte eller af og til – generes af lyde fra deres hvidevarer. For 22,2 pct. er støvsugeren den værste støjkilde, 20,1 pct. er trætte af lyden fra køleskab eller fryser, og på tredjepladsen kommer emhætten med 18,3 pct.,« siger Mette Ertel, der understreger, at man hos Bosch løbende arbejder på at udvikle støjsvage produkter.
Når det drejser sig om akustik i ens bolig, skal alle nybyggede huse – ifølge Bygningsreglementet – opfylde forskellige krav om at minimere eventuelle støjgener, eksempelvis at vægge, etageadskillelser og døre skal have en lydisolerende effekt, ligesom gulve skal reducere lyden af fodtrin.
Men mange nybyggede boliger kan alligevel være plaget af støj, da store, åbne rum med mange overflader, sten- eller klinkegulve samt sparsom møblering ikke reducerer lyden, tværtimod.
I rum som disse kan man bruge såkaldte akustikplader, som er fremstillet af gips eller træbeton med huller i eller andre bløde materialer med huller i, som kan opsuge noget af lyden. Så nemt kan man ikke klare den såkaldte lavfrekvente støj, som mange mennesker er plaget af.
Den kan være svær at lokalisere, og hvis man som privatperson oplever en slags brummen, der er til gene, kan man kontakte de lokale tilsynsmyndigheder.
»Vi får mange henvendelser fra private, men har ikke så mange opgaver, da vores målinger er forholdsvis bekostelige at udføre. Vi kommer ind i billedet, når tilsynet har vurderet, at der er et problem, som skal undersøges,« siger René Hansen, seniorspecialist hos 103 Rådgivende Ingeniører, der fortæller, at det bl.a. er energiproducerende anlæg, varmepumper, vindmøller og støre industrianlæg, som kan forårsage lavfrekvent støj.
»Hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at der skal måles for lavfrekvent støj, tilkaldes vi. Da det kan være svært at finde kilden til lavfrekvent støj, er det sjældent noget, som privatpersoner selv kan gøre noget ved,« siger René Hansen, der i visse tilfælde har oplevet, at folk flytter, hvis de ikke kan leve med støjen.