Da slagtermester Peder Randrup Pedersen fra fødevaremarkedet Meny i Struer lille juleaften hørte om de ildelugtende ænder fra Dansk And, reagerede han hurtigt.
»Jeg gik op i Meny efter lukketid og hentede selv nogle frosne, franske berberi-ænder, som jeg begyndte at tø langsomt op hjemme ved mig selv for at kunne hjælpe kunder, der havde købt en dårlig and,« fortæller Peter Randrup Pedersen, der vidste, at han havde solgte tre ænder, der var slagtet på den dato, der på det tidspunkt var blevet kaldt tilbage.
Han hentede imidlertid dobbelt så mange ænder.
»Jeg vidste, at butikken nede på havnen havde lukket og ville gerne hjælpe nogle af deres kunder også,« siger slagtermesteren.
Sendte and til Viborg
Han endte med også at hjælpe en kunde fra Meny i Holstebro. En enkelt and blev sendt helt til Viborg.
»Det var en familie fra Struer, der skulle til Viborg for at holde jul, og sønnen var midtvejs mellem Struer og Viborg, da han åbnede for anden for at tjekke den. Den viste sig at lugte dårlig, så han vendte om med det samme og kørte hjem til mig privat for at hente en ny and,« siger Peder Randrup Pedersen, der efterfølgende har fået masser af ros fra glade kunder på Menys facebookside.
Faktisk er hans opslag med tilbud om en ny and til kunderne blevet så meget læst på Facebook, at han i løbet af juleaftensdag blev udsat for lidt af en telefonstorm.
»Jeg fik over 70 telefonopkald fra folk, der var urolige og skulle have råd og vejledning. I nogle tilfælde fordi deres and lugtede,« fortæller slagtermester, der rådede folk til at gøre anden ren og vente 15-20 minutter, inden de reagerede.
»Sådan en vakuumpakket and kan jo godt lugte lidt, når man åbner den, og mange ringede tilbage og sagde, at den ikke lugtede mere, efter de havde gjort den ren,« fortæller Meny-slagteren.
Landsdækkende service
Hans Facebook-opslag nåede langt omkring, så han fik henvendelser langvejs fra.
»Der var nogle, der ringede og fortalte, at deres and var dårlig, og jeg sagde »så kom da forbi mig,« Så spurgte de, hvor det lige var, Struer ligger, og jeg sagde, at det ligger ved Holstebro,« fortæller slagtermesteren,
»Ved Holstebro!« lød det ifølge slagtermesteren i den anden ende af røret med stor overraskelse.
»Det viste sig, at de var fra Køge på Sjælland, Mit Facebook-opslag var blevet spredt over hele landet,« siger Peder Randrup Pedersen.