Venstre vil skærpe kontrollen på vejen fra verdens brændpunkter til hverdagen i Danmark.
Partiet fremlægger i dag en samlet asylreform, der skal gøre det mindre attraktivt at søge mod Danmark. Tilstrømningen af asylansøgere er ifølge Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), »ude af kontrol.«
Det eneste element, som Venstre indtil videre har meldt ud, er en stramning af reglen om, at flygtninge efter otte år kan søge permanent ophold på lempeligere vilkår end andre udlændinge.
Fremover skal der kun gives permanent ophold, hvis flygtningene »arbejder, taler dansk eller reelt er integrerede i det danske samfund«, forklarer Lars Løkke Rasmussen i Jyllands-Posten.
Dermed angriber Venstre i første omgang den otte-års regel, som regeringen indførte i 2012. Tanken bag denne er, at flygtninge er vanskeligere stillet end andre i forhold til f.eks. at lære dansk. Og at der skal tages lige så meget hensyn til personens indsats som resultater, når spørgsmålet om permanent ophold afgøres.
Selv om Venstre kommer igennem med stramningen, tvivler lektor Peter Starup, som er lektor ved Syddansk Universitet med udlændingeret som sit speciale, på gennemslagskraften.
»Ideen er, at asyl kun er midlertidig. I praksis inddrages asylansøgernes midlertidige opholdstilladelse stort set aldrig. Så det gør næppe nogen forskel i forhold til antallet af udlændinge i Danmark, om man giver permanent opholdstilladelse eller bliver ved med at forlænge den tidsbegrænsede,« siger Peter Starup og fortsætter:
»Men det er klart, at der er nogle etiske perspektiver i diskussionen: Er det fair, at man kan bo i et land på ubestemt tid uden at kunne gøre sig forhåbninger om en permanent opholdstilladelse? Det er også klart, at det slider på folk, når en midlertidig opholdstilladelse bliver forlænget ud i det uendelige.«
Alle, herunder flygtninge, kan efter fem års ophold i Danmark søge om permanent opholdstilladelse efter de almindelige betingelser.
Efter otte års uafbrudt i Danmark ophold kan en person med flygtningestatus få permanent ophold, selv om personen eksempelvis ikke har bestået den formelle danskprøve eller har et arbejde. Der kan dispenseres, hvis vedkommende viser vilje til at blive integreret i det danske samfund og f.eks. kan dokumentere arbejde, uddannelse eller andet.
Men der er krav, som ikke kan tilsidesættes: Ansøgeren skal underskrive en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund. Det er også afgørende, at personen, som søger permanent ophold, ikke har begået kriminalitet.
Antallet af asylansøgere, som kom til Danmark, steg fra 7.557 i 2013 til 14.792 året efter. Ifølge Venstre handler det om lempelser fra regeringens side, herunder afskaffelsen af starthjælpen. Spørger man Socialdemokraterne, er forklaringen på stigningen i antallet af asylansøgere, at især Mellemøsten står i brand.
Venstres aktuelle forslag om ikke at stille flygtninge bedre end andre i forhold til at få permanent ophold er at trampe på mennesker i nød. Det mener både De Radikales leder, Morten Østergaard (R), og Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).
»Det spiller ikke nogen rolle for mennesker, der flygter fra kugleregn eller forfølgelse fra Islamisk Stat, om man ændrer hist og pist i den danske udlændingelovgivning,« siger Morten Østergaard til Berlingske Nyhedsbureau:
»Det er alene forslag, der er designet til en dansk valgkamp, og jeg synes, det er forstemmende, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er villig til at sige næsten hvad som helst om mennesker i nød for at se, om han kan snige sig til magten.«
Spørger man lektor Peter Starup om værdien af Venstres forslag, svarer han mere stilfærdigt, at otte-årsreglen næppe er det mest indlysende sted at angribe, hvis man gerne vil begrænse antallet af asylansøgere, som kommer til Danmark
»Danmark er i den henseende gået fra en tiendeplads til en femteplads . Og der kan ikke være nogen tvivl om, at det har en betydning, at Danmark har afskaffet starthjælpen. Der kan også spille alle mulige andre ting ind, men at afvise betydning af ydelsens størrelse, synes jeg, er at gå for vidt,« siger Peter Starup.
