Med ni dage til valg lancerer Venstre en ny offensiv i kampen om vælgernes gunst.

I de seneste etaper af valgkampen har partiet indledt en større kampagne, der har kritiseret regeringens flygtninge- og asylpolitik, og senere tirsdag følger oppositionspartiet så op med et regulært asyludspil.

Ifølge Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), har udspillet et simpelt og overordnet sigte.

»Der skal styr på udlændingepolitikken, og det gælder også asylområdet. Vi skal hjælpe mennesker i nød, men det være på en måde, så vi også selv kan følge med,« siger Inger Støjberg.

Antallet af asylansøgere har de seneste år været stærkt stigende. Borgerkrigen i Syrien er den primære årsag til den stigende flygtningestrøm, men der har også været en markant stigning i antallet af flygtninge fra det afrikanske land Eritrea.

Men det er ikke kun krig og ufred, der er forklaringen på det stigende antal flygtninge herhjemme, påpeger Inger Støjberg.

»Vi tilbyder asylansøgere meget gunstige forhold sammenlignet med andre lande. Sidste år fik vi flere asylansøgere fra Syrien end 15 EU-lande til sammen. Vi bliver nødt til at bringe os på niveau med landene omkring os, ellers bliver vi en magnet for menneskesmuglerne,« siger Inger Støjberg.

Konkret vil hun og Venstre rulle de asyllempelser tilbage, som regeringen har gennemført, og i det hele taget gøre det lidt mindre attraktivt at opnå flygtningestatus i Danmark.

»Hvis man kommer til Danmark og får flygtningestatus og har sin familie med tre børn med, så får man 10.000 kroner mere, end man gjorde i vores regeringstid. Det er for meget, og vi vil foreslå, at man får, hvad svarer til SU-niveau, og så kan man opkvalificere til at få en højere ydelse,« siger Inger Støjberg.

»Det, er vi overbeviste om, vil sikre, at der kommer færre asylansøgere,« fastslår hun.

Partiet holder pressemøde klokken 11, hvor udspillet vil blive præsenteret i sin helhed.