157 tons sjældne metaller vil blive trukket ud af det bjerg af Galaxy Note 7-telefoner, som den sydkoreanske mobilgigant Samsung tilbagekaldte efter balladen med eksploderende og overophedede batterier.
Samsung, der er verdens største producent af såvel mobiltelefoner som TV, regner med at genbruge blandt andet kameramoduler, computerchips og de glasklare OLED-skærme fra de kasserede smartphones. De skal anvendes som reservedele, når andre telefoner sendes ind til reparation, men kan også sælges separat. Desuden vil metaller som kobolt, guld og sølv blive trukket ud af de dele, som ikke kan genbruges, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Et smæld på 5,4 milliarder dollars
Samsung måtte tidligere i år tage et smæld på 5,4 milliarder dollars efter at have tilbagekaldt alle 3,06 millioner solgte og leverede Galaxy Note 7-telefoner oven på flere måneders voksende problemer. Defekte batterier overophedede og eksploderede i nogle tilfælde. Det fik bl.a. flyselskaber til at forbyde folk at tage telefonen med om bord, selv i slukket tilstand, ligesom det britiske postvæsen nægtede at behandle pakker med telefonerne - både når de skulle sendes retur, og når nye eksemplarer skulle fremsendes.
Galaxy Note 7 nåede at være på markedet i to måneder og fik gode anmeldelser for sit design og sine funktioner.
De store mængder elektronikaffald har bekymret miljøorganisationer, og blandt andet Greenpeace har kraftigt opfordret Samsung til at sørge for, at mest muligt blev genbrugt, og at sjældne metaller netop blev trukket ud, så de kan genanvendes.
Bedste salg nogen sinde
I april sendte Samsung med nogen forsinkelse sine nyt toptelefoner, Galaxy S8, på markedet. De er blevet ekstra kontrolleret for at sikre mod nye problemer, og tilsyneladende er salget ikke blevet påvirket af Galaxy Note 7-problemerne. Tværtimod har Samsung leveret sit hidtil største overskud til dato, så ridserne i lakken på selskabets ry er tilsyneladende ikke så dybe.
Tirsdag fortalte Samsungs mobilchef, Koh Dong-jin, at Galaxy S8-salget ligger 15 procent højere end Samsungs tidligere toptelefoner, uden at han dog ville sætte konkrete tal på. Intet tyder dog ifølge ham på, at medvinden vil tage af i de kommende måneder.
iPhone-producenten Apple, som er Samsungs nærmeste konkurrent og nummer to på smartphonemarkedet, meldte tidligere i år ud, at der arbejdes på kun at bruge genanvendelige materialer i fremtidige telefoner. Det er dog endnu fremtidsmusik, men hele miljøpåvirkningen fra elektronikken, som skiftes ud stadig oftere, er de seneste år kommet stadig højere op på dagsordenen hos elektronikproducenterne efter pres fra forbrugerne.
Galaxy Note 8 klar til august
En ny og opdateret - og gennemkontrolleret - Galaxy Note 8-telefon ventes lanceret sidst i august i New York og vil ifølge Samsungs mobilchef, Koh Dong-jin, blive solgt fra sidst i september - i nogle lande dog først fra oktober.
Samsungs lokale konkurrent, LG Electronics, ventes at afsløre sin nye toptelefon, V30, 31. august, mens Apple ventes at komme med sin iPhone 8 i september.
