En egentlig, væbnet konflikt med Nordkorea kan få alvorlige følger for de store teknologiproducenter verden over, fordi væsentlige dele af indmaden i mobiltelefoner, tavle-PCer, kameraer og computere kommer fra naboen i syd, der er i det nordkoreanske diktaturs kikkert.
Sydkorea huser Samsung-imperiet, der blandt andet er verdens største producent af mobiltelefoner og TV men også leverer køkkenmaskiner, computere og harddiske. Samsung er imidlertid også en af verdens største producenter af chips og flashhukommelse - de hukommelseskort, som bl.a. sidder i mobiltelefoner og kameraer -, og Samsung leverer dele til såvel ærkerivalen Apple som til masser af andre store teknologispillere.
