En massiv teknologisk ændring af danskernes foretrukne betalingskort, Dankortet, rykker hastigt nærmere. Allerede nu rykker den såkaldte NFC-teknologi ind hos Mastercard, og i slutningen af 2015 og i 2016 skal en meget store del af danskernes fire millioner VISA/Dankort udskiftes.
Ifølge både eksperter, kortudbyderen Nets og store dele af dansk detailhandel er det helt naturligt, at de nye kort ved den lejlighed kommer til at rumme en chip, der kan bruges til kontaktløs betaling ved, at kortet enten bevæges hen forbi betalingsterminalen eller berører terminalen let.
Den nye teknologi kan betyde en helt anden oplevelse i butikkerne for kunderne, vurderer direktør Jens Birkeholm i organisationen for danske detailbutikker Dansk Detail.
»Det er vigtigt for os, at det bliver muligt for os at indarbejde betalingen mere i butikkens koncept, så du betaler ved ekspedienten, og betalingen gennemføres i et samlet flow med service og køb af varen. Det vil i vores butikker kunne bruges til at integrere og højne service- og salgsoplevelsen,« siger han og peger på, at flere Apple-butikker i udlandet allerede har integreret betalingen med rådgivning og service, så det hele foregår hos den samme medarbejder.
I første omgang får dagligvarebutikker og kiosker dog mest glæde af de kontaktløse betalinger, vurderer Bruno Christensen, Retail Institute Scandinavia, der forsker i indkøbsvaner, fordi mindre beløb kan betales uden pinkode og dermed spare mere tid.
»I dagligvarebutikker bliver der i videre udstrækning mulighed for at lave selvbetjening ved udgangskasserne. Det vil klart kunne spare medarbejdere, og fra kundernes synsvinkel kan det nedbringe kødannelser ved kasserne, hvis man i højere grad har mulighed for at scanne varer ind og lade kortet betale automatisk, når man går igennem,« siger Bruno Christensen.
Han vurderer, at specialbutikkerne vil bruge de frigjorte ressourcer fra arbejdet ved kasserne til at tale med kunderne.
»Specialbutikkerne har stort behov for at sætte ansigt på butikken, så her vil det nok ikke resultere i besparelser på medarbejderne,« siger han.
Det bekræfter Jens Birkeholm.
»Konkret reducerer det sliddet på den fysiske terminal. Men det betyder ikke, at der kan spares medarbejdere. Vi har været gennem forbrugs- og finanskrisen, og det betyder, at butikkerne er nede på at have de medarbejdere, der skal til for at yde den gode service,« siger han.
Men der er fortsat en hurdle, der skal overvindes for detailhandlen. Indførslen af nye kort kommer til at koste et tocifret millionbeløb, og Dansk Erhverv skal til april på vegne af detailhandlen forhandle med bankerne og kortudbyder Nets, som ventes solgt i nær fremtid, om fødslen af det nye kort til april.
»Det er noget, vi skal drøfte på et møde i begyndelsen af april. Der er som sådan ikke nogen ulemper ved det kontaktløse kort, men der er nogle omkostninger ved det. Prisen er den største hurdle,« siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Allerede i de kommende måneder sender Mastercard de første kreditkort med den nye teknologi på gaden, som beskrevet i Berlingske tirsdag. Men det er som udgangspunkt ikke meningen, at Dankortet skal være førende på teknologi. For det er dyrt at have den teknologiske førertrøje på. Derfor kommer det kontaktløse Dankort tidligst i 2016, forklarer Henrik Hyltoft.
»Dankortet skal først og fremmest være billigt. Meningen har aldrig været, at Dankortet skulle være first mover og være for dem, der køber hos Kalles Kaffe med telefonen for at se smart ud. Omvendt skal kortet heller ikke være bagstopper. Det er den balance, vi skal finde,« lyder det fra Henrik Hyltoft.
Dankortekspert Henning N. Jensen fra PlusCON er ikke i tvivl om, at Dankortet bliver kontaktløst:
»Den største omkostning ligger, når man skifter Dankortet ud. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at gøre det af to omgange. Derfor er der heller ingen, der taler om, at Dankoret skal være kontaktløst før 2015. Det kommer altså på det tidspunkt, medmindre man beslutter sig for ikke at gøre Dankortet kontaktløst. Men det vil være fuldstændig tåbeligt.«
Ifølge Henning N. Jensen er det næste skridt, at man i 2015 får de første Mobile Wallet fra Nets og bankerne i Danmark, hvor Mastercard og Dankort bliver lagt ned i smartphones i en digital version, og du kan nu betale ved at holde din smartphone hen til butikkens terminaler.
Omkring halvdelen af butikkernes Dankort-terminaler er allerede forberedt til de kontaktløse kort. I Dansk Supermarked oplyser pressechef Mads Hvitved Grand, at dagligvarekoncernen ved en nylig udskiftning af terminaler valgte en model, der er forberedt for kontaktløs betaling.»Vi har allerede udskiftet vores terminaler, så de relativt enkelt kan bruges i femtiden til kontaktløse kort og den teknologi. Vi valgte den mest fremtidssikrede løsning i forbindelse med udskiftningen,« siger han.Vil det give mere kasseløs betjening?
»Vi kan sagtens se for os, at der kommer mere kasseløs betjening, men det vil mere være på grund af mobiltelefonernes udvikling,« siger han.
Hos Nets oplyser pressechef Søren Winge, at det kun er naturligt at skifte chippen i Dankortene i forbindelse med den store udskiftning.