Tyrkiske toner møder kunderne, når de åbner den blå dør ind til frisørsalonen Salon Sahnur i Vejleåparken i Ishøj. Inde i salonen tager ejeren, 45-årige Sahnur Sahin, imod kunderne. Hun kommer fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i fire år.

»Hele Istanbul bor her,« griner hun som forklaring på, hvorfor hun har valgt at bosætte sig i netop Ishøj. Hendes mand boede her, da hun selv kom til Danmark, og både hans onkel og flere kusiner bor i kommunen.