Der er en duft af boller med højt fiberindhold i hele det fnugfri hus, og på det opvarmede stuegulv leger de små med trælegetøj mellem designermøblerne.
Børnene er veloplagte, de blev hentet tidligt i institutionen, og deres mor er omkring dem, tilgængelig, rolig og kærlig – selv om hun er karrierekvinde og har en lille smule arbejde med hjem. Hun skal også lige have tryllet en middag ud af fiske- og grøntsagskassen fra Aarstiderne og nå en tur i fitness med bedsteveninden, inden hun afrunder dagen med opfindsom elskov med manden.
Sådan kan vel ingen kvinder forestille sig tilværelsen?
Næppe i så karikeret udgave, men en af de barrierer, der er på kvinders vej til topstillinger, er forestillingen om, at alt skal være perfekt. Det afskærer dem fra at give karrieren topprioritet, når det er nødvendigt.
En pointe, der stadig oftere fremføres i debatten, senest af administrerende direktør i Lundbeckfonden Lene Skole, professionelt bestyrelsesmedlem Sanna Suvanto-Harsaae og finansdirektør Pernille Erenbjerg, TDC.
Sammen skrev de et debatindlæg i Dagbladet Børsen, hvor de opfordrede kvinder med karrieredrømme til at vinke farvel til »glansbilledpigen« og prioritere jobbet hårdere.
Lad ham stryge selv
»Hvis man vil være med i toppen, skal man være villig til at bringe nogle ofre. Men kvinder vil gøre det hele. Både i min generation og den, der følger efter, er rollefordelingen den samme i familien som i forældregenerationens, selv om samfundet er forandret. Forældregenerationens kvinder bagte boller, gjorde rent selv og var gode mødre, der sørgede for børnene. Men mor arbejdede ikke ti timer om dagen dengang, så der er behov for en anden rollefordeling,« siger dansk-finske Sanna Suvanto-Harsaae, der er bestyrelsesmedlem i syv store virksomheder i fire lande, heriblandt SAS.
Når hun holder foredrag på handelshøjskoler, gør hun de unge kvinder opmærksom på det selvskabte forventningspres. Blandt andet advarer hun dem mod at stryge deres mænds skjorter:
»I begyndelsen af et forhold vil kvinden gerne være sød og stryge hans skjorter og lave mad. Men pas på, for pludselig har man fordelt rollerne. Og når der kommer børn, forstår manden ikke, hvorfor han pludselig skal involveres i det huslige. Kvinderne er ikke bevidste om, at de på den måde selv skaber et forventningspres, der varer ved.«
Pernille Erenbjerg, der i tidligere interview i Berlingske har taget afstand fra den perfekte kvinde, siger, at hun kan blive lidt træt af at deltage i debatten om kvinder i ledelse, fordi den flytter sig så lidt. På den anden side mener hun, der er mor til tre, at debat er tiltrængt:
»Jeg har lyst til at prikke til, at alting skal være perfekt: tre børn, topjob og supertunet hjem. Det er synd, hvis kvinder, der vil ledelse, tror, at de har udsigt til sådan et liv. Sådan er mit liv ikke. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg prioriterer og går op i andre ting, så i perioder fylder hjem, middage og andre praktiske gøremål ikke meget på min liste. Jeg kan ikke overkomme alt, og hvis det ikke bliver til hjemmelavet mad alle ugens hverdage, så går det nok alligevel.«
Kvinde er kvinde værst
Det pres, kvinderne ikke skaber for sig selv, skaber de i høj grad for hinanden, mener Sanna Suvanto-Harsaae:
»Kvinde er kvinde værst. De bekræfter hinanden i, at de skal være perfekte til alt. Jeg boede i Sverige, da jeg fik mit ældste barn og var ved at blive halshugget af veninderne, fordi jeg vendte tilbage på arbejde efter et halvt år. Alle andre i Sverige havde et år. Kvinder sammenligner sig med hinanden: Når de andre har et år, skal man også selv have et år. Hvis man bryder den regel, sætter man spørgsmåltegn ved, om de andre gør det rigtige. Det opfattes som illoyalt, og det får man at føle. Men man skal huske, at på arbejde bliver man ikke kun sammenlignet med kvinder. Der sammenlignes du med mænd, som traditionelt prioriterer anderledes.«
Også Pernille Erenbjerg har oplevet, at andre kvinder har kommenteret hendes prioritering:
»Det er fra kvinderne, jeg får de lidt skarpe kommentarer, når jeg ikke nåede til et forældremøde eller lignende. Jeg tillægger det ikke så stor betydning. Man skal kunne sætte sig ud over, at der stadig ikke er så mange kvinder, der prioriterer, som jeg gør – og jeg har stor respekt for, at de har valgt noget andet. Der er også kvinder, der kommenterer positivt på mine valg. Det er ikke sådan, at man sætter sig op imod hele søsterflokken.«
Sanna Suvanto-Harsaae bedyrer, at hun altid har været ligeglad med kommentarer til sine valg og fravalg.
»Det kendetegner os, der kommer til tops i erhvervsliv og bestyrelser – vi tør godt sætte os ud over normen. Jeg opfattede ikke mig selv som en dårlig mor, fordi andre mente, at jeg var det. Jeg valgte selv, hvad jeg lagde vægt på som mor. Det, der betyder noget for mig, er, hvad vi synes i vores familie.«
Bedre vilkår i udlandet
Sanna Suvanto-Harsaaes tre børn er født i henholdsvis Sverige og Tyskland:
»Både Lene Skole og jeg har boet i udlandet, og vi er enige om, at det gør en forskel. Man kan lettere outsource og få en ung pige eller en rengøringshjælp, så man kan få hverdagen til at hænge sammen, og det er meget mere almindeligt og lettere at købe sig til det i udlandet.«
Derfor foreslog de tre kvinder i deres debatindlæg, at topskatten afskaffes, for at gøre det økonomisk muligt for kvindelige mellemledere at købe sig til hjælp. Det ville være en gevinst for erhvervslivet, hvis flere kvinder fik råderum i hverdagen til at gøre noget ved deres toplederdrømme, pointerede de.
Den idé er Lars Nørby Johansen ikke stødt på før, selv om han har beskæftiget sig med kvinder og ledelse i mange år. Han er bestyrelsesformand i blandt andet Københavns Lufthavne og William Demant og lagde navn til Nørby-udvalget, der kom med anbefalinger til god selskabsledelse og mere mangfoldighed i bestyrelser.
»Hvis man skulle fjerne topskatten, skal der være andre vægtige grunde. Men hvis det var tilfældet, kunne det muligvis have en positiv sideeffekt på kvinders lyst til at lede. Det kan ikke udelukkes.«
Han synes også, det er interessant at debattere, om kvinder er udsat for et større perfekthedspres end mænd – men om det er rigtigt, vil han ikke vurdere. Og i modsætning til de tre debattører, ser han meget positivt på udviklingen, som han synes går tilpas hurtigt med henvisning til, at antallet af kvinder i børsnoterede virksomheders bestyrelser er vokset.
»Hvorfor skulle det gå hurtigere? Herhjemme har man i modsætning til f.eks. Norge valgt at lade det udvikle sig naturligt uden kvoter. I Danmark er der pudsigt nok flere kvinder i bestyrelse end i ledelse. Det viser, at kvinder uden erfaring som administrerende direktør finder andre måder at kompensere, så de alligevel kommer i betragtning. Samtidig er det en indikator på, at man i mange bestyrelser er optaget af spørgsmålet og finder andre steder at søge end blandt ledere.«
Pernille Erenbjerg er derimod ikke imponeret af regeringens forsøg på at sætte skub i udviklingen, eller af, at der er kommet flere kvinder i bestyrelserne, fordi store virksomheder nu er blevet forpligtet til at sætte måltal for det underrepræsenterede køn:
»Det rykker ikke noget. Der bliver tale om skinsejre. Hvis man skal have noget til at ske, skal man have flere kvinder til at gå efter ledelse, så de naturligt er oplagte til bestyrelser.«
Efter Sanna Suvanto-Harsaaes mening har de fleste virksomheder fokus det forkerte sted:
»Jeg er enormt skuffet over, at de først og fremmest sætter mål for kvinder i bestyrelser. Det er i den operative ledelse, der virkelig er behov for, at man får kvinderne frem. Jeg vil gerne være med til at få det til at ske og til at løfte debatten, som er meget snæver herhjemme og har tendens til at køre i samme rille. I Sverige, Finland og Norge er den på et andet niveau. Man har en mere naturlig tilgang til emnet. Desværre halter Danmark generelt bagefter.«
Denne artikel er hentet fra Berlingske Business Magasin, som udkommer fredag. Kvinder i ledelse er en blandt flere udvalgte megatrends for 2015. Køb adgang til det nye Berlingske Business Magasin fra på fredag eller læs tidligere artikler ved at klikke her.