På torsdag om blot fire dage skal krydset sættes på en stemmeseddel, men der er sandsynligvis stadig mange vælgere, der er i tvivl om, hvor præcist krydset skal placeres, skriver netavisen Altinget.
Ved valget i 2011 besluttede 28 procent af vælgerne sig nemlig først for, hvem de skulle stemme på i valgkampens sidste dage. Og af dem ventede hver tredje til selve valgdagen med at tage endelig stilling.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Det viser en undersøgelse, der blev lavet efter sidste valg, og som snart publiceres i en bog af professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.
Han forventer, at vælgerne ved dette valg er mindst lige så afventende med at tage endelig stilling til, hvem der skal lede landet, som i 2011.
»Jeg ville være meget forsigtig med at tro, at folk har besluttet sig endnu, og jeg ville ikke gå hen og sætte mine penge på, at gennemsnittet af meningsmålinger lige nu svarer til, hvad vi kommer til at se på valgdagen,« siger han til Altinget.
Jørgen Goul Andersen mener især, at mange vælgere vil beslutte sig sent ved dette valg, fordi der hersker en stor grad af mistillid til politikerne. Desuden fremstår partierne og blokkene relativt ens over for vælgerne, hvilket også bidrager til at gøre dem mindre beslutsomme.
I flere meningsmålinger ligger andelen af tvivlere på omkring 20 procent af de adspurgte. Men ifølge Jørgen Goul Andersen er tallet formentlig højere.
»Andelen, der beslutter sig under valgkampen, ligger væsentligt højere end andelen af tvivlere. Så selvom de svarer beredvilligt på spørgsmålene i meningsmålingerne, er der en del vælgere, der holder bagdøren åben, og som kan ombestemme sig i sidste øjeblik,« siger han til Altinget.
LÆS OGSÅ HISTORIER FRA BERLINGSKES PANEL AF TVIVLERE LIGE HER.