Trods 20 dage med TV-dueller, partilederdebatter, uddelinger på bytorve og valgplakater på enhver lygtepæl i hele landet, har hver femte vælger ifølge Berlingske Barometer endnu ikke afgjort, hvor krydset skal sættes på torsdag.

Og når meningsmålingerne samtidig viser dødt løb blokkene imellem, lægger det op til en særdeles intens slutspurt, spår Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen:

»De sidste dage bliver meget, meget afgørende. Der er stadig forbløffende mange tvivlere derude - op til 20 procent - som endnu ikke har gjort op, hvor de vil sætte deres kryds. Så der er selvsagt meget at indhente for partierne.«

Andelen af vælgere, der først bestemmer sig for et parti eller en folketingskandidat i løbet af valgkampen, er steget støt siden valget i 1990, hvor det gjaldt for 20 procent af vælgerne. Ved valget i 2011 var det knap halvdelen - 43 procent - der først besluttede sig i løbet af valgkampen, skriver netavisen Altinget.

Hele 28 procent besluttede sig først for, hvem de skulle stemme på, i valgets sidste dage - og det billede ser ud til at gentage sig i år.

»Derfor er jeg overbevist om, at de politiske ledere og partier vil kæmpe intenst om at komme til at stå stærkest muligt helt op til torsdag. For her er altså chancen for at få nogle flere vælgere om bord,« siger Thomas Larsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er draget på bustur rundt i landet i slutspurten, og aviserne bugner med politiske annoncer. Men hvad mere kan vi forvente af partiernes forsøg på at overbevise vælgerne lige op til lukketid?

»De ser på, om de kan fremlægge nogle udspil, der kan være med til at rykke billedet. Men jeg tror, at argumentationen er ved at være brugt op i de fleste partihovedkvarterer. Derfor vil det overraske mig, hvis vi i de næste par dage vil blive præsenteret for store, uventede udspil,« siger Thomas Larsen og tilføjer:

»Jeg tror mere, at politikerne koncentrerer sig om at komme ud til så mange vælgere som overhovedet muligt - både fysisk ved at komme rundt i landet, og ved at indrykke rigtig mange annoncer. Og så vil jeg heller ikke være overrasket, hvis de forsøger sig med angreb og skræmmekampagner for at ryste modparten.«

Rød blok står ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af en række målinger til 48,7 procent, mens blå blok står til at hive 51,3 procent af stemmerne hjem.