Hvis man kommer alvorligt til skade i en ulykke, gælder det om at komme ind på Rigshospitalet. Her er hele 87 pct. af patienterne på traumeafdelingen nemlig stadig i live efter 30 dage. Til sammenligning er det blot 68 pct., der overlever på traumecentre i England.

Til gengæld kniber det, når det gælder levertransplantationer, hvor overlevelsen for patienter på Rigshospitalet er 74 pct. mod et europæisk gennemsnit på 90 pct.

Det fremgår af tal på Rigshospitalets hjemmeside, hvor man fra i dag som det første sygehus herhjemme begynder at offentliggøre data for kvaliteten af en række højt specialiserede behandlinger.

»Rigshospitalet ønsker at have en stærk position inden for alle behandlingsområder – nationalt såvel som internationalt. Derfor ønsker vi åbenhed om vores resultater, så vi hele tiden kan sammenligne os med de bedste hospitaler i verden,« siger lægelig direktør Jannik Hilsted.

I første omgang offentliggør Rigshospitalet data fra 18 behandlingsområder, hvor der sammenlignes med resultater på nationalt eller internationalt niveau. Det gælder bl.a. i forhold til behandling af hjerteoperationer, en række kræftsygdomme samt transplantationer.

Hensigten er, at der skal offentliggøres data for samtlige behandlingsområder. Men der er ikke på nuværende tidspunkt tilgængelige resultater for alle områder, og derfor ventes det totale billede først klar i slutning­en af næste år. Meningen er, at tallene skal offentliggøres løbende.

Skal skabe kappestrid

Formålet med offentliggørelsen er at give patienterne bedre mulighed for at vælge behandlingssted, men det handler i høj grad også om, at det skal være en kappestrid, som skal give incitamenter til at øge kvaliteten af behandlingen.

Jannik Hilsted erkender, at offentliggørelsen af resultaterne også vil udstille de områder, hvor Rigshospitalet gør det mindre godt end de bedste.

»På Rigshospitalet er vi også i en international målestok rigtig godt med og på nogle områder førende, men der er også områder, hvor vi skal være bedre. Sådan er det, når vi ønsker at matche de bedste i verden. Vi vil gerne vurderes på fakta om kernekvalitet,« siger han.

Med offentliggørelsen af behandlingsresultater følger Rigshospitalet tendensen fra fremtrædende hospitaler som Mayo Clinic i USA og St. Görans Sjukhus i Stockholm. Her har deklarationerne ført til øget fokus på kernekvalitet også på selve hospitalet – foruden at behandlingsresultaterne har vist sig at have stor betydning for patienternes valg af behandlingssted.

Herhjemme tog hospitaler i Region Midtjylland tidligere på året skridt til at lægge data ud om bl.a. patienttilfredshed, håndtering af tidsfrister i kræftpakkerne og tal om den overordnede dødelighed.

Men der var ikke data for kvaliteten af de enkelte behandlinger, og det bør der være, mener Danske Patienter, som opfordrer landets øvrige sygehuse til at følge eksemplet fra Rigshospitalet.

»Det er et meget positivt skridt, men det er vigtigt, at samtlige hospitaler kommer med. Oplysninger om behandlingskvaliteten vil kunne give patienterne et bedre grundlag for at vælge behandlingssted, øge tilliden til systemet og være med til at drive kvaliteten i vejret,« siger direktør Morten Freil.