S: Virkeligheden har ramt regeringen
Socialdemokraterne glæder sig over, at regeringen varsler flere asylstramninger. Oppositionspartiet frygter dog, at indgrebene vil være for små.
Socialdemokraterne glæder sig over, at regeringen varsler flere asylstramninger. Oppositionspartiet frygter dog, at indgrebene vil være for små.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har onsdag varslet sit næste træk i bestræbelserne på at mindske antallet af flygtninge og migranter, der søger mod Danmark.
Regeringen vil således fredag samle Folketingets partier og præsentere dem for en række yderligere stramninger, der skal være med til at sætte en dæmper på det stadig stigende antal flygtninge, der søger asyl i Danmark.
Hos Socialdemokraterne melder man sig parat til at tage del i de forhandlinger, om end integrationsordfører Dan Jørgensen (S) mener, at regeringen har ageret »virkelighedsfjernt« de seneste måneder.
»Jeg glæder mig over, at regeringen er blevet mødt af virkeligheden. I valgkampen lovede Lars Løkke Rasmussen en straksopbremsning, men regeringen har erkendt, at verden er en anden, end det man planlagde efter, og det er et problem, fordi man ikke har holdt, hvad man lovede vælgerne,« siger Dan Jørgensen.
De præcise detaljer om stramningerne bliver først præsenteret fredag, men Lars Løkke kunne i Spejlsalen onsdag dog fortælle, at man konkret vil præsentere initiativer på fire områder. Det drejer sig blandt om reglerne for familiesammenføring, muligheden for at sende afviste asylansøgere hjem, ligesom de økonomiske vilkår for personer, der får deres sag behandlet, vil blive strammet.
Det ligner dog alt i alt tiltag i »småtingsafdelingen«, mener Dan Jørgensen.
»Det ser ud til, at det er forholdsvis små ting, når regeringen siger, at den vil pille ved størrelsen på lommepenge til asylansøgere. Vi vil ikke afvise nogen stramninger på forhånd, men det virker ikke til, at det er specielt effektive redskaber, man vil tage i brug,« siger han.
Han savner også hjælp til de mange kommuner, der allerede nu kæmper for at følge med i arbejdet med at huse og integrere de mange asylansøgere.
»Kommunerne er meget pressede, og vi har derfor foreslået oprettelsen af statslig drevne flygtningelandsbyer. Det, mener vi stadigvæk, er en god løsning,« siger Dan Jørgensen.
Oppositionspartiet advarer samtidig regeringen mod at søsætte tiltag, der ikke løser problemerne på lang sigt.
»Vi er fuldstændig enige om, at vi er nødt til at gøre noget for at begrænse antallet af asylansøgere her og nu, og nu må vi se, hvad der ligger i de forslag. Men jeg vil advare mod, at man kommer med småting og siger, at problemet er løst. Vi har behov for en langtidsholdbar løsning,« siger Dan Jørgensen.