Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) varslede asylstramninger møder opbakning blandt regeringens støttepartier. Nok har statsministeren ikke løftet sløret for konkrete tiltag, men varslet initiativer, der skal gøre det sværere at komme ind i Danmark.

»Glad for, at statsministeren nu tager initiativ til at få gjort noget ved den hastigt stigende flygtningestrøm,« skriver de Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen (K), på Twitter.

Og samme toner lyder fra Liberal Alliances integrationsordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA):

»Vores udgangspunkt er, at der er brug for, at vi sørger for, at færre får asyl i Danmark. Derfor vil vi gerne se på, at man i langt større grad hjælper i nærområderne,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau og tilføjer:

»Vi skal have en reel diskussion om, hvad der kan ændre antallet og ikke bare er symbolpolitiske små-ændringer.«

Spørgsmål: Hovedbudskabet i Løkkes udspil er, at der skal komme færre flygtninge og migranter til Danmark. Men hvor mange færre?

»Vores overordnede udgangspunkt er, at folk skal hjælpes i nærområderne, og at det kun er i helt ekstraordinære særtilfælde med dissidenter, at man kan hjælpe her i Danmark,« lyder buddet fra Simon Emil Ammitzbøll.

Løkke fremlægger først hele regeringens udspil, når han fredag mødes med de øvrige partiledere. Men onsdag løftede han sløret for, at han blandt andet vil forkorte varigheden af opholdstilladelsen og stramme familiesammenføringsreglerne for flygtninge med midlertidig beskyttelse.

Og Liberal Alliance er »åbne for at diskutere begge dele«. Derudover møder de fredag op med krav om yderligere stramninger:

»Vi ønsker at stramme i forhold til det, regeringen har lagt op til angående krav for permanent ophold. Og så kunne vi godt tænke os at komme dybere ind i, hvad flygtningenævnets kompetence er og hvad den politiske kompetence er i forhold at definere, hvem der kan få opholdstilladelse. Det virker som om, at man i Finland og Norge har bedre mulighed for at træffe politiske beslutninger,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Indtil videre har Danmark i år fået 14.778 asylansøgere mod 14.792 hele sidste år.