Der er behov for forbedringer i dagpengesystemet, når hele 34.000 ledige har mistet dagpengeretten i løbet af i år, mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen (S).
Mens beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i torsdagens udgave af Politiken kritiserer dagpengereformens resultater, er S-ordføreren klar til at tænke i en reform.
»Vi vil gerne kigge på, hvad der skal forbedres i systemet. Der er klart nogle muligheder for, at vi gør nogle ting anderledes i forhold til dagpengesystemet, og det er vigtigt, at vi har en dagpengereform, som er nutidig, og som skaber tryghed og arbejdspladser,« siger Leif Lahn Jensen til Berlingske Nyhedsbureau.
Det var VK-regeringen, der sammen med de Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 halverede dagpengeperioden fra fire til to år og samtidig fordoblede genoptjeningskravet fra 26 til 52 uger, og SRSF-regeringen har stået for at gennemføre reformen.
Regeringen har efterfølgende sammen med Enhedslisten udskudt indfasningen af reformen, og i aftalen med Enhedslisten blev det også besluttet, at der skulle nedsættes et dagpengeudvalg, der skal gennemgå systemet. I begyndelsen lød skønnet på, at mellem 2.000 og 4.000 personer om året ville ryge ud af systemet, men efter flere justeringer af skønnet i løbet af de seneste år, er virkeligheden nu, at hele 34.000 personer har mistet retten til dagpenge i løbet af 2013.
»Der skal kigges på hele beskæftigelsesområdet – det er det, Carsten Koch og Beskæftigelsesrådet skal komme med anbefalinger til her kort efter nytår. Rådet skal også komme med et kommissorium til dagpengeudvalget, og derefter skal vi have nedsat det udvalg. Så må vi forme den kommende dagpengereform efter det, for det er der altså brug for. Vi skal diskutere en mere fleksibel fremtidig dagpengereform,« siger Leif Lahn Jensen, der regner med, at det kan blive i starten af 2015.
Den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører vil endnu ikke diskutere, hvad en eventuel ny reform konkret kan indeholde, mens de Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq (R), helt afviser at reformere dagpengesystemet.
»Der er ingen grund til at lave dagpengereformen om. Det, vi har brug for, er, at vi på ryggen af dagpengereformen er med til at nytænke hele beskæftigelsesindsatsen, så de ledige kommer meget hurtigere i job, end tilfældet er i dag,« siger han.
Han afviser blankt at ændre på hverken dagpengeperiode eller genoptjeningskrav, selvom Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF), der sammen med de Radikale var med til at stemme reformen igennem i 2010, torsdag siger til TV 2 News, at dagpengereformen bør rulles tilbage.
»De elementer, der er i dagpengereformen, ligger rigtigt, som de skal. Men vores beskæftigelsessystem har spillet fallit, så det skal der laves om på. Vi er åbne over for alle gode idéer i forhold til at modernisere dagpengesystemet, som efterhånden er ét stort kludetæppe. Men vi lægger ikke op til en ny reform,« siger Nadeem Farooq.