Urolighederne har sendt rublen til tælling over for blandt andet euro og dermed gjort det dyrere for russere at handle ind i store dele af Europa. Men svækkelsen af rublen har også konsekvenser for danske virksomheder som Carlsberg, der opererer i Rusland.
Mandag eftermiddag går der 50,5783 rubler per euro. I midten af sidste uge havde kursen ellers krøbet sig under 50, da den onsdag lå omkring 49,50. Men sidst på ugen mistede rublen igen styrke og kravlede op på den forkerte side af de 50. Mandag er der ikke noget, der ændrer ved billedet af, at rublen er under pres.
Til sammenligning havde den russiske valuta inden Krim-krisen ikke ligget over kurs 50 mod euro, siden den fælleseuropæiske valutas indførsel. Og i 2013 lå EUR/RUB gennemsnitligt i underkanten af 43.
Det russiske aktiemarked er mandag lukket, men faldt i sidste uge 7,3 pct.
Danske Carlsberg kan i værste fald komme til at lide under krisen. Bryggeriet oplyser i sit regnskab, at en ændring af rublens kurs over for euro på plus eller minus 1 påvirker gruppens resultat af primær drift med knap 100 mio. kr. i enten den ene eller anden retning.
I 2014 venter bryggeriet, at EUR/RUB-kursen gennemsnitligt vil være 49. Dermed skal Carlsberg sætte sin lid til, at rublen snart begynder at vise muskler.
Omkring en femtedel af Carlsbergs nettoomsætning er eksponeret mod rublen, og bryggeriet har en markedsandel på lige under 40 pct. i Rusland.