Det var overvejende civile, der mistede livet, da et russisk militærfly styrtede i havet søndag. 62 sangere og musikere fra Ruslands berømte Aleksandrov-kor var på vej til en koncert på en russisk militærbase i Syrien. De omkom alle. Ni russiske journalister var også blandt de dræbte. Men i timerne efter styrtet var der ét navn på den lange liste over ofre, der dukkede op oftere end noget andet i de russiske medier: Elisaveta Glinka.

Blandt millioner af russere var den 54-årige læge og aktivist bedre kendt som Doktor Lisa. Hun var en af Ruslands mest berømte socialarbejdere og filantroper. I mere end et årti arbejdede hun for at hjælpe Moskvas hjemløse, mens myndighederne i vid udstrækning lukkede øjnene for problemet. Efter skovbrande i 2010 og oversvømmelser i 2012 stod hun i spidsen for kampagner, der indsamlede nødhjælp til ofrene i fattige landområder.

Hun var ombord på militærflyet til Syrien, fordi hun skulle aflevere hospitalsudstyr til syriske sygehuse i den regeringskontrollerede del af landet, oplyser Retfærdig Hjælp, den nødhjælpsorganisation, som hun grundlagde i 2007.

Hendes arbejde i Syrien og det oprørskontrollerede Østukraine har de seneste to år fået kritikere til at beskylde hende for indirekte at legitimisere Ruslands militære interventioner i de to lande. Offentligt undlod Elisaveta Glinkas dog altid nøje at blande sig i politik. Det var hendes måde at få adgang til at hjælpe flest muligt i et autokratisk samfund som det russiske, siger Boris Altsjuler fra menneskeretsgruppen Helsinki-komitéen. Indsatsen gav hende tilnavnet »Ruslands Moder Teresa«.

»Hun var et af disse sjældne mennesker, der var immun over for politiske skænderier. Hun gjorde bare sit for at hjælpe folk,« siger han til netavisen Pravmir.

Elisaveta Glinka efterlader sig sin mand og tre børn.