Den russiske uro sætter mærkbare spor i flere danske investeringsforeninger, der placerer kundernes penge i Rusland og andre højrentelande.
En forening under Jyske Invest - 'Jyske Invest Russiske Aktier' - har tabt næsten halvdelen af investorernes penge de seneste måneder med et negativt afkast på 46 pct. siden i sommers.
Det er blandt andet store aktieposter i Sberbank, Gazprom, Rosneft og Lukoil, der har kostet dyrt i porteføljen, der pt. har en samlet værdi på 80 mio. kr. Penge, der overvejende er skudt ind af jævne detailinvestorer via den lokale bank.
"Aktiemarkedet i Rusland er blevet ramt meget kraftigt af faldet i olieprisen og af rublens fald. Oven i det kommer vestens sanktioner. I en forening, hvor der skal investeres i Rusland og der ikke er mulighed for at gå kontant, kan man ikke undgå at blive ramt," siger Mikael Rosenbeck, porteføljemanager med ansvaret for foreningen.
'Jyske Invest Russiske Aktier' er bundet til fortrinsvis at udvælge sine investeringer blandt selskaber med hjemsted i Rusland eller med mindst 50 pct. af sine aktiviteter i landet. Varedeklarationen til kunderne har da også fra begyndelsen fortalt, at der her er tale om et produkt med høj risiko. En risiko, der i den grad er blevet synlig de seneste måneder og kan mærkes i kroner og ører.
Flere andre investeringsforeninger med kundernes penge sat i højrentelande har onsdag reageret på den voldsomme uro i markederne med at sætte indløsningsomkostningerne - prisen for at man som kunde kan få lov at hæve sine penge - betydeligt op. Det gælder en række foreninger under Jyske Invest, Sparinvest, Sydinvest og Bankinvest.
"Det er sjældent, at vi gør det. Tidligere har det været under uro som i 2008 og 2013," siger chefporteføljemanager i Bankinvest Troels Pedersen med henvisning til de tumultariske markedsscener ved finanskrisens udbrud og under eurokrisen.
I Bankinvest-foreningerne 'Højrentelande' og 'Højrentelande, akkumulerede' stiger satsen for indløsning fra 0,48 pct. til 2 pct. - en firdobling med øjeblikkelig virkning.
Prisstigningen kommer som et værn mod kundeflugt, der vil kunne koste de tilbageværende kunder dyrt, lyder forklaringen. Troels Pedersen afviser dog, at der indtil videre har fundet nogen flugt sted. Ud af højrenteforeningerne på samlet 8 mia. kr. har outflowet blot været på 10-15 mio. kr.
I Bankinvest handler de pågældende foreninger med obligationer i højrentelande som Brasilien og Indonesien, og selvom kun 4 pct. af den samlede portefølje er sat i russiske aktiver, så har uroen i landet ramt hårdt, fordi det har givet voldsomme rystelser i andre højrentelande, hvor dele af markederne er gået i sort. Det er ganske enkelt ikke muligt at få stillet ordentlige priser på en række obligationer, og de er derfor umulige at sælge under kontrollerede forhold.
"Markedet er i forvejen tyndt på grund af julen, og samtidig vil alle ud af det, fordi ingen tør ligge inde med risiko i den nuværende situation. Vi vil gerne undgå at blive tvunget til at sælge ud på forkerte vilkår," siger Troels Pedersen.
Samtidig påpeger han, at noget centralt har ændret sig de seneste år på markederne, hvor det uanset jul og uro nok skulle være købere parat med en pris. De investeringsbanker og hedgefonde, der engang stod klar til at tage risikoen på sig ved at købe højrente-obligationerne, har forladt handelspladsen.