Først var der længe til, så var det »til næste år« og så blev det »når julen er ovre«. Nu er vi her endelig. Vi træder ud i 27 graders varme til den mest fantastiske udsigt. Til den ene side ligger Atlanterhavet, til den anden ligger over fire måneders rejse tværs over USA.
Stil familien Kümmel Domino et spørgsmål om deres USA-rejse i bunden af artiklen
Vi er netop vågnet ved Melbourne Beach i det østlige Florida, »The Sunshine State«, hvor solen skinner året rundt. Der findes ikke ret meget, der slår morgenmad i badebukser i februar med udsigt til palmer og en efterfølgende svømmetur.
Det er mindre end et døgn siden, vi har modtaget og indtaget vores nye, rullende hjem for de kommende fire måneder, en 7,6 meter lang og 2,5 meter bred autocamper – eller som man siger i USA, en RV (Recreational Vehicle). Hun får lynhurtigt navnet Tykke Bertha. Vi misser med øjnene. En mangeårig drøm om for en stund at vende hverdagen ryggen for at rejse ud i verden som familie er i færd med at blive til virkelighed.
Som forældre til tvillinger har vi hver et års børnepasnings- orlov til gode, som efter reglerne skal afvikles, inden barnet fylder ni år. Allerede før vi fik Silja og Konrad, talte vi om, at det en dag kunne være sjovt og sundt at hive et halvt år ud af kalenderen. Den ultimative frihed. Men da så børnene kom, og karrieren tog fart, og der pludselig kun var godt et år, til børnene skulle begynde i skole, var det nu eller aldrig. Og derpå tog det ene ord det andet.
Vi googlede, lånte bøger på biblioteket, talte med familie, venner, bankrådgiver og arbejdsgivere. De fleste fandt planerne fantastiske, mens enkelte syntes, vi var skøre, for kunne man ikke få et nyt køkken for pengene, man brugte på sådan en tur? Og hvad med vores jobs? For lang tid siden havde vi begge nævnt for vores respektive arbejdsgivere tankerne om at benytte orloven til at tage på langfart. Da tankerne nu blev konkrete, tog alle positivt imod planerne, og begge arbejdspladser godkendte orloven uden indvendinger. Derpå kunne vi ubekymret fortsætte de mange forberedelser. Vi fik udlejet vores hus, vi fik ordnet forsikringer og visum fra den amerikanske ambassade, som er en oplevelse i sig selv. Budgettet for turen blev lagt på cirka 200.000 inklusive leveomkostninger.
Det er umuligt at nå både Texas og den canadiske grænse, Florida og Stillehavs-kysten, hvis man ønsker at komme under huden på USA. Så vi har lagt kræfter i at lægge en rute, der tager hensyn til, at vi har børn med, som ikke finder morskab i at køre hver dag, og så vi alligevel når fixpunkterne – det, som vi bare må se. Turen imellem punkterne er kun løseligt defineret, for der skal være plads til at dreje til højre efter det uventede.
Netop for at sikre, at det er rejsen, der er vores mål, og ikke målene i sig selv, har vi også fravalgt en GPS. Vi har kun bestilt plads på to campingpladser på forhånd, nemlig på Melbourne Beach for at sikre en portion sol, sand og vand fra begyndelsen, samt Disney Worlds egen Disneys Fort Wilderness Campground. Muligheden for at overnatte i selve det forjættede land kan vi ikke lade gå fra os med to rejsende på seks år.
Foran os ligger over fire måneder på de amerikanske landeveje. Derpå skal følge to uger i Mexico samt en måneds ekstra sommerferie hjemme i Danmark.
Så efter de først to overnatninger på Melbourne Beach sætter vi kursen mod Disney World, der er på størrelse med Manhattan – praler de – og blandt andet består af fire gigantiske forlystelsesparker, adskillige vandlande, egen infrastruktur samt en buskøreplan mere omfattende end i København. Intet er overladt til tilfældighederne på Fort Wilderness Campground. Allerede inden aftenen er omme, har vi været til bål og fællessang på campingpladsen med Chip & Chap. Og det er endda først dagen efter, det for alvor går løs.
Afsted næste morgen kl. 8 ned til camping- pladsens egen havn, hvor vi inden afgang lige når at købe billetter og reservere restaurant til om aftenen. Vi tager med den lille færge direkte til Magic Kingdom, som er den oprindelige forlystelsespark, hvor Mickey & Minnie og alle de andre bor. Vi træder ind i den fortryllende verden bestående af sporvogne, farvestrålende huse, lyserøde veje samt levende Disney-figurer alle vegne. Og himlen er blå, som er den malet.
Tiden flyver af sted. Den ene forlystelse efter den anden afløses af omvandrende Disney-figurer, der stiller op til fotografering og kram. Netop som vi ankommer, begynder det første af dagens danseshow med Mickey & Co. på Askepots slot. Der bliver gjort store øjne, som ikke bliver mindre under den efterfølgende danseparade med alle de Disney-figurer, vi kender. Og Disney mener det alvorligt, når de liner op til show eller parade. Fra første parket kan vi følge paraden i over en halv time.
Vi spiser aftensmad på Goofy’s Restaurant hvor Mickey, Minnie, Fedtmule, Pluto samt Chip & Chap kommer og sætter sig hos os ved bordet. Igen bliver der krammet og taget billeder. Maden er god, men børnene har ikke tid til at spise overhovedet.
Mætte af både mad og indtryk fra den lange dag træder vi ud i mørket og trisser ned til Askepots slot, hvor vi ser det dagligt forekommende storslåede fyrværkeri med temaet »Fra alle os til alle jer« – hvor Klokkeblomst flyver over vores hoveder med et drys tryllestøv. Efter mere end tolv hektiske, fantastiske og uforglemmelige timer sidder vi igen på den lille færge til campingpladsen. Og næppe har vi lagt fra land, før begge børn sover med et stort smil om munden. Smilet er ikke mindre hos de voksne.
Færdige med Disneys verden er vi spændte på at komme videre. Florida er ifølge amerikanerne selv meget anderledes end resten af USA. Vi vænner os til dage uden tidsplaner, vi provianterer både mad, billige cykler og grillkul og kører langsomt mod Georgia. På vejen gør vi blandt andet holdt i historiske St. Augustine, hvor spanierne gik i land i 1565, og bader i iskolde kilder i Juniper Springs.
Vi krydser statsgrænsen til Georgia en aften efter aftensmad for at dreje ind på Crooked River State Park ved byen St. Mary. Der er tusindvis af glimrende campingpladser overalt i USA, og de minder på mange måder om campingpladser i Europa, selvom her er langt færre telte og nærmest ingen campingvogne. Det er, som om komforten i et telt ikke helt rækker til amerikanske standarder. I stedet kører man RV. Få campingpladser kan dog måle sig med et ophold i en af de utallige statsparker i USA, hvor man som oftest kan overnatte i naturen for ingen eller få penge. Der er til gengæld ingen strøm til at drive airconditioneren.
Således også denne aften i Crooked River State Park, hvor vi ankommer i total mørke, bortset fra fuldmånen. Vi forbløffes alle fire, da vi stiger ud næsten helt alene på den store campingplads. Af roen, mørket og den blide vind, men mest af alt en stjernehimmel, børnene aldrig har set magen til før i deres liv, og vi voksne kun få gange. Det er langt over normal sengetid for de mindste, men det skænker ingen af os en tanke.
Dagen derpå er der ligeså højt til himlen. Vi stiger på de nye mountainbike-cykler, vi har købt i WallMart til en samlet pris af 1.100 kr. og kører ud i Crooked River State Park, der kendetegnes ved sine 25 meter høje træer, cypressknæ og en bund af to meter høje bajonetpalmer.
Tilbage igen oplever vi endnu engang glæden ved at bruge en halv dag på at tilrettelægge den helt rigtige skattejagt. Og bager pandekager på bål, der dog bliver slukket af et uhørt voldsomt regnvejr. Vi trækker i badetøjet og danser regndans.
Efter at have forladt St. Mary krænger vi Tykke Bertha i et gevaldigt venstresving for at køre til Waycross. Målet er den kæmpemæssige Okefenokee Swamp, hvor vi skal på ekspedition og krokodillejagt.
Det dårlige vejr er fulgt efter os, og vi er blevet ramt af sygdom, Konrad har feber. Vi tager vi derfor en rolig dag i Waycross, en by, der ikke får pulsen til at stige men alligevel er en oplevelse at slentre rundt i. Man føler sig på en mærkelig måde hjemme i byen, der er som taget ud af en gennemsnitlig amerikansk b-film.
Straks fra morgenstunden den næste dag er vi klar til sumpen. Okefenokee er et af de største sumpområder i det sydlige USA, og efter sigende har der ikke, siden de lokale indianere i stort tal levede i sumpen, været noget menneske allerdybest inde i det ufremkommelige vildnis. Med dreven sydstatsaccent fortæller vores guider om sumpens liv, mens vi sejler ned ad den lille flod.
Efter godt en halv times sejlads ind i det vandige vildnis ligger en stor, granvoksen krokodille. Det giver et fælles gisp i hele båden. Men nu er krokodiller 95 procent af tiden et af skovens mest stillestående dyr, så vi kan komme helt tæt på, uden at den rører på sig. Det er næppe første gang, den ser en båd som vores.
Efter mødet ansigt til ansigt med krokodillerne går turen mod øst tilbage til alfarvej. Vi vil gøre stop i Brunswick på vores vej til Savannah. Brunswick er en gammel industriby, som ikke tilbyder meget andet end store fabrikker og rigtig god seafood, har vi læst. På vej til Brunswick gør vi stop i Hoboken for at proviantere på BJ’s BBQ & Kerry’s Kitchen. Hoboken synes ikke at være andet end én brugtbilforhandler, ét spisested og én af alt andet.
Planen er en hurtig frokost, men bliver et af den slags stop, vi elsker allermest, og som turen kommer til at byde på så mange af. Nemlig mødet med den almindelige amerikaner. Hvad enten de er sorte eller hvide, rødhårede eller blåøjede, demokrater eller republikanere, oplever vi at amerikanerne er utroligt åbne, hjælpsomme og snakkesaglige. I Hoboken er det Kerry selv, der forvandler en halv times frokostpause til en over tre timer lang samtale på verandaen og en invitation til at overnatte. Børnene giver hurtigt op og giver sig til at lege i Tykke Bertha, som er parkeret få meter fra os. Vi taler om seværdigheder i USA, om Danmark og om børneopdragelse. Vi taler også om Irak-krigen, kampen mod terror og om Bush og Obama, og hun fortæller grædende om tiden efter terrorangrebet på USA.
Mens Kerry synes at tale med alt om alle, er hendes mand med cowboyhat til gengæld en mand af helt usædvanligt få ord. En rigtig sydstatsmand. Fra sin position på verandaen siger han ikke et ord i alle tre timer, men giver en af den slags hilsener ved vores ankomst, man vel enten skal være lastbilchauffør, jyde eller altså fra Sydstaterne for at afkode. En lille trækning i højre hånds pegefinger og konturerne af et smil i øjnene under cowboyhattens brede skygge. Men vi forveksler aldrig hans fåmælthed med ugæstfrihed.
Da vi forlader Hoboken, rammes vi af den gammelkendte følelse af travlhed. Vi har brugt næsten en halv dag mere end planlagt. Men minder hinanden på, at vi har noget vi ikke skal nå. Og det vi skal nå, når vi sagtens på fire måneder. Fra Hoboken går det i lige linje til Brunswick. Vi har udset os byens bedste seafood-restaurant ifølge guidebogen Lonely Planet. Det bør ikke kunne gå galt.
Til forret får vi krokodillehale. Derpå bestiller vi deres specialitet, en seafood-menu med alt det lækreste fra havet. Kursen er lav, og kun det bedste er godt nok, så »yes please« til den store platte, og ind kommer et stort fad, der ved første øjekast ligner en mellemting mellem kold øllebrød og McNuggets. De har ganske enkelt taget hele dagens fangst og hældt det i frituregryden. Sydstats-seafood, når det er mest delikat. En kulinarisk kæberasler. Her i regionen og i Sydstaterne er der tradition for at friturestege alt fra grøntsager til fisk.
Vi betaler, takker som de eneste i den fyldte restaurant nej til en doggy-bag og gør os klar til at forlade Brunswick. Vejret er blevet koldt, det er triste omgivelser og trist mad. Vi skal videre. Det kan kun gå for langsomt.
Findes der en komplementærfarve til brun som i Brunswick? Ja, det gør der, og vi finder den i Savannah kun en halv dags kørsel derfra. Savannah byder som en af USA’s smukkeste byer på endeløse alléer af kæmpemæssige egetræer fyldt med det karakteristiske drivende Spanish Moss i det spirende forår. Rejsebogen beskriver den helt rigtige indgang til bymidten med de 21 helt identiske pladser grundlagt i 1733. Men vi spørger for en sikkerheds skyld en venlig tankpasser, om vi er på rette vej: »Indeedy«, lyder hans svar, da han bekræfter vores koordinater, mens der er andre veje, vi ikke skal køre: »It’s a bad neighborhood. They might shoot you!«. Okay, så tager vi da bare Marguerite-ruten.
I de næste tre dage slentrer vi rundt i Savannahs historiske bymidte. Vi fejrer Silja og Konrads fødselsdag med gaver, som ikke bliver færre af den lave dollarkurs. Vi spiser farverige kager og spiller bold og leger i Forsyth-parken midt i byen. Og om aftenen prøver vi de spritnye Nintendo’er. Vi foretager turens første parallelparkering med Tykke Bertha, og vender tilbage til en parkeringsbøde på ti dollars. Vi kører hestedrosche i forårsvejret for igen at se byens mange historiske torve og bygninger. Og vi følger alle interesseret med i guidens levende fortællinger om hvert enkelt hus. Der er altid tid til, at vi kan oversætte til de mindste. For her er det en selvfølge at børnene skal kunne være med. Og sådan bliver det på hele turen.