1. Under ørkenens stjerner
Canyonlands National Park
Vi har set John Wayne-landskaberne i Monument Valley og er nu på vej til Moab og Arhces National Park, da vi drejer fra på uanseelige Route 211.
Og kører på bart og nøgent plateau. Vejen dykker ned mellem lodrette, røde klipper og dalbunden langs en flod er frodig, men omkring os er der tørt.
Vi er på vej ind i den enorme Canyonlands National Park. Vi kører ad bumpede veje mellem klippeformationer med flade toppe – som ofte i Utah er de farvet i brændte orange nuancer. Stiger ud af bilen og går små ture ned mellem finurlige klippespir, op ad klipper og spejder ud over kløfter og store vidder under en blå himmel.
Her er uendeligt meget plads, og stort set ingen mennesker. Og det oplagte sted at tage en nat under åben himmel, hvis man vil det. Vi finder en teltplads og ser landskabet skifte farve i takt med, at solen forsvinder ned bag horisonten. Natten er lun, og over os kan de funklende stjerner næsten ikke finde nok plads på den sorte nattehimmel.
2. Øen i himlen
Canyonlands – Island in the Sky
I den nordlige del af Canyonlands National Park ligger Island in the Sky, som er et område i nationalparken, kendetegnet ved de fladtoppede klipper mange hundrede meter over det omgivende landskab.
Man kan køre i bil ind til Island in the Sky besøgscentret, herfra kan man, som vi gør, cykle ud på de fine småveje, der snor sig hen over toppen af et mesa – de karakteristiske fladtoppede klipper, der er så mange af i staterne Utah og Arizona.
Snart triller vi langs afgrunden. Det, der åbenbarer sig dybt nede, er et overdimensioneret landskab, hvor blikket farer vild i labyrinten af kløfter. Det er en fantastisk følelse langsomt at trille af sted på toppen af verden, og jeg drømmer om at begive mig der ned – måske på den 160 kilometer lange White Rim Road, der skulle være aldeles spektakulær.
Det kræver dog lidt mere udstyr, end vi har på cyklerne heroppe, hvor det er ren hygge sammenlignet med dernede i heden.
3. 600 meter over Colorado-floden
Dead Horse Point State Park
Med vældet af verdensberømte nationalparker i området er der ikke mange, der bemærker lille Dead Horse Point State Park, der ligger klos op ad Canyonlands National Park.
En vej snor sig fra et plateau ud på en smal klippeafsats, der troner 600 meter over det forrevne landskab, hvor kløfter, klippespir og jordlag i alverdens rødlige nuancer åbenbarer sig, så langt øjet rækker. Som en grønlig slange bryder Colorado-floden farvemonotonien og trækker et spor af liv gennem et ellers tørt, ugæstfrit og imponerende landskab.
Og ikke nok med det. Fra enden af klippeafsatsen kigger vi direkte ned på det punkt, hvor floden slår et knæk på 180 grader, inden den skærer sig vej videre mod Arizona og bunden af Grand Canyon. Det kan godt være, at Grand Canyon er dybere, men det her er næsten mere spektakulært. Og det føles, som om vi har det hele for os selv.
4. Petrogyffer og dinosaur-fodspor
Colorado River Canyon
Mens de få kilometer fra Moab til Arches National Park summer af biler, er vi stort set alene på Potash Road, der klæber sig til Colorado-flodens sydlige bred i en dal lige uden for byen.
På venstre side flyder det grønlige vand, og på højre side rejser en brat, knaldrød klippevæg sig. Oppe på klipperne ser vi petroglyffer af tændstikmænd med buer og piler, der jager dyr, som indianere i området indgraverede for århundreder siden. Længere inde i dalen er der vaskeægte aftryk fra dinosaurfodspor i klipperne.
Vi bestemmer os for at tilbringe natten i dalen på en af de simple og meget fredelige campingpladser, der koster en slik (omtrent 35 kr.). Natten er stille. Stjernerne forbløffer nok engang.
5. Mellem massive mastodonter
Capitol Reef Scenic Drive
Tager man den øde Utah State Route 24 mellem Moab og Bryce Canyon National Park, vil man opleve, at den ændrer karakter.
Man bevæger sig fra den tørre ørken, hvor enorme klipper ligner mystiske kæmpeskibe strandet i intetheden, til et område, hvor vejen skærer sig ind i dybe kløfter med stejle klippesider.
Det er Capitol Reef National Park – som man har passeret, inden man har set sig om. Lige så pludseligt, man er inde i den dybe kløfter med de stejle klipper, er man ude igen.
Medmindre man altså tager sig tid til at dykke dybere ind i den sært langstrakte nationalpark. Vi drejer til venstre ind ad den korte Scenic Drive, der bringer os ud mellem en række klippemastodonter, der alle holder stilen med sine orange, rødlige og brunlige nuancer. Små sidegrusveje ender i smalle slugter, hvor vandrestier tager over.
Her svinder himlen over os ind til en smal stribe blå mellem klippesider, der rager højt til vejrs og kommer tættere og tættere på hinanden. Der er ikke meget lys, der finder vej herned, og efter de store panoramaer er det en fuldstændig anderledes oplevelse med ét at være dybt nede i landskabet.
6. På ørkenvandring
Grand Staircase-Escalante National Monument
Ikke så langt fra den berømte Bryce Canyon National Park ligger et anden, ganske anderledes og meget mindre kendt og besøgt område.
Det hedder Grand Staircase-Escalante National Monument, og som man kommer til via eksempelvis den uanseelige Burr Trail Road.
Den lille vej drejer fra mod øst lige før byen Boulder (ikke at forveksle med sin navnebror i staten Colorado) og fører ind i det, der bedst kan beskrives som et ørkenvildnis.
Området her var det sidste i USA uden for Alaska, der blev kortlagt, og man kommer meget hurtigt til at føle, at det faktisk ikke er sket endnu.
Man kan bruge dagevis her uden at møde andre mennesker. I landskaber med lodrette klippesider, et svedent, åbent ørkenplateau, tilsandede glohede veje og hårnålesving på kanten af dybe kløfter.
Jeg tog et par dage i Grand Staircase-Escalante National Monument på mountainbike og overnatning i telt. Er man mere til bil og muligheden for skygge i de op til 40 grader, det kan blive midt på dagen, kan man sagtens det – overvej dog en firhjulstrækker til den sandede Notom-Bullfrog Road. Sidder man fast, er der ikke lige hjælp at hente. Og ingen mobildækning.