Et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark udtrykker nu kritik af forsvarsminister Carl Holst (V) i sagen, hvor en pressemedarbejder ansat af regionen mistænkes for at have ført personlig valgkamp for Carl Holst, da han var regionsrådsformand.

Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark, siger efter mødet i forretningsudvalget:

»Vi har besluttet en enig udtalelse, hvor vi siger, at der er indicier for, at der har været en forkert brug af en kommunikationsmedarbejder. Det tager vi afstand fra. Der er indicier for, at der er foregået noget, som ikke skulle være foregået,« siger hun til TV 2 News.

»Vi kan ikke stå model til, at der ser ud til at være foregået noget ulovligt,« siger SFs medlem af regionsrådet Ida Damborg efter mødet til tv2.dk.

»Det er hans kolleger på Christiansborg, der skal drage de konsekvenser. Havde han været regionsrådsformand, havde det nok været os, der tog affære,« siger hun på spørgsmålet om, hvorvidt sagen bør have konsekvenser for Carl Holst.

Region Syddanmark opfordrer til hurtig undersøgelse

Regionsrådet skal nu sende udtalelsen til Statsforvaltningen, som så tager stilling til, hvad der skal ske videre i sagen.

»Forretningsudvalget bakker op om Statsforvaltningens undersøgelse, og Region Syddanmark vil stille alle de nødvendige oplysninger til rådighed, ligesom vi vil opfordre Statsforvaltningen til at fremskynde undersøgelsen mest muligt«, skriver forretningsudvalget i deres udtalelse, som kan læses i sin helhed her.

På Christiansborg vil regeringens største og vigtigste støtteparti, Dansk Folkeparti, endnu ikke fælde nogen dom i sagen. Partiet afventer, at Statsforvaltningen kommer med sin afgørelse, siger partiets næstformand Søren Espersen til politiko.dk.

»De kommer med en slags dom over sagen, og den er væsentlig. Men vi afventer, at de kommer med en afgørelse. Når det sker, forventer vi selvfølgelig, at Carl Holst og regeringen følger, hvad der nu kommer og selv løser det eventuelle problem, der måtte opstå,« siger Søren Espersen.