Godmorgen,

Her får du torsdagens politiske overblik.

Vi begynder i Statsministeriet, hvor partilederne kl. 8 her til morgen har været til hastemøde for at diskutere flygtningesituationen. Ifølge politiko.dks oplysninger blev de indkaldt med kort varsel onsdag aften uden at få udmeldt en dagsorden.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har altså har ønsket en drøftelse med samtlige af Folketingets partiledere, umiddelbart inden han drager til Bruxelles i dag. Her skal han kl. 12 holde møde med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og senere med kommissionsformand Jean-Claude Juncker og Danmarks EU-Kommissær Margrethe Vestager.

Løkke holder pressemøde ca. kl. 9.15 - og ifølge TV2 News vil han her bl.a. præsentere, at Danmark skal tage flere flygtninge.

På dagsordenen for Løkkes møder i Bruxelles står ikke mindst den aktuelle flygtninge- og migrantkrise i Europa. Berlingskes EU-korrespondent Jakob Ussing ser i dagens Berlingske nærmere på, hvad statsministerens Bruxelles-besøg kommer til at handle om. Læs her.

Holst og løgnen

Og så videre til en af statsministerens tætte allierede, forsvarsminister Carl Holst (V).

For den tidligere regionsformand bevæger sig på mere og mere tynd is i sagen om sin særlige rådgiver Christian Ingemann Nielsen - og et muligvis ulovligt brug af en skatteyderbetalt medarbejder til at føre valgkamp for sig.

Ekstra Bladet kan nu afsløre et brev, der er underskrevet af Carl Holst selv og sendt til regeringens ansættelsesudvalg, herunder statsministeren, hvor det tydeligt fremgår, at Christian Ingemann Nielsen under valgkampen arbejdede som personlig assistent for Carl Holst. Hele historien her.

Og det strider direkte med, hvad Carl Holst har været ude at sige tidligere:

»Jeg kan godt forstå, at man er kritisk, hvis man får det indtryk, at vi har haft ansat en mand som en særlig rådgiver eller som en personlig assistent for mig. Men det er heller ikke det, han har været ansat til,« har ministeren udtalt til TV 2.

Med det brev bliver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tvunget til at forholde sig til sagen, vurderer Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen. Læs her.

Brevet er kun det seneste eksempel, der de senere dage er bragt frem i flere medier, der sætter spørgsmålstegn ved, om Christian Ingemann Nielsen, som var ansat af Region Syddanmark som kommunikationsmedarbejder på et projekt, har hjulpet Carl Holst med hans valgkamp som folketingskandidat. Og det må man ikke.

Det kommunale tilsyn under Statsforvaltningen er nu gået ind i sagen. Og et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark fastslår i en udtalelse, at der er »indicier« for, at reglerne er blevet overtrådt.

Politiko.dk har samlet et overblik over hele sagen: »36 hektiske timer da en spindoktors fortid sendte en minister i stormvejr«.

Og så kan TV SYD i øvrigt afsløre, at Christian Ingemann Sørensen, som siden 21. august har været ansat som Carl Holsts særlige rådgiver, stadig får løn fra Region Syddanmark. Den historie her.

Undskyld, vi glemte Luxembourg

Det passede ikke helt, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i en tv-transmitteret debat om flygtningekrisen fremhævede Danmark som EU-frontløber, når det kommer til at yde økonomisk bistand til Syrien og nabolandene. Det skriver Jyllands-Posten (kræver Premium).

»Vi er det EU-land overhovedet, der giver mest humanitær bistand i Syrien og det område. Det EU-land overhovedet. Vi er i top-fem internationalt,« lød det fra Løkke i debatten på TV2.

Men Udenrigsministeriet har nu lavet en opgørelse over lande, der har hjulpet mest i Syrien og nabolandene siden 2012 - og her er Luxembourg altså det EU-land, der yder mest nødhjælp pr. indbygger. Opgørelserne viser også, hvordan Danmark år for år bevæger sig ned af listen.

Her opgørelsen fra 2014 og 2015 (fra Jyllands-Posten):

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) beklager fejlen, men mener ikke, at det ændrer det store ved billedet:

»I absolutte tal er Danmark det land, der giver tiendeflest penge til nødhjælp. Og langt det meste af det går til det, vi kalder nærområderne,« udtaler han i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

Politiko.dk lavede tidligere på ugen et faktatjek på nogle af udtalelser, statsministeren er kommet med i debatten om asylansøgere og flygtningekrise. Se her.

Finansministeriet klandres for Skat-kaos

Finansministerens evige krav om besparelser får nu en del af skylden for de alvorlige problemer i Skat. Det skriver Politiken.

Formanden for Folketingets statsrevisorer, Peder Larsen fra SF, vurderer, at sparekravene er en væsentlig del af forklaringen på, at Skat gang på gang havn ender med skandalesager på halsen:

»Skat har for mange opgaver, der er for mange ambitioner, der skal opfyldes, som de måske ikke har de fornødne ressourcer til. Uanset om man skal sænke ambitionerne, eller man skal sørge for flere ressourcer, tror vi, at det er et spørgsmål, det kan være relevant at få Finansministeriet inddraget i,« siger Peder Larsen til avisen.

Folketingets statsrevisorer appellerede onsdag aften til partierne om at få gennemført en oprydning i skat. Det skete efter Rigsrevisionen onsdag offentliggjorde sin gennemgang af statsregnskabet, der igen - for 7. år i træk - indeholdt en skarp kritik af Skat. Læs mere her.

Dokumentation: Rigsrevisionens beretning

Dokumentation: Statsrevisorernes bemærkninger

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har annonceret, at han om kort tid vil fremlægge en samlet kriseplan for det skandaleramte skat.

Støjbergs annoncer giver uro

Regeringens meget omtalte annoncer om asylvilkår og udlændingestramninger er ikke kun blevet bragt i libanesiske aviser, men er også hængt op, oversat til flere sprog, i landets 47 basylcentre. Og annoncerne skaber både uro og utryghed blandt asylansøgerne, skriver Berlingske.

»Hver linje i annoncen er isoleret set for så vidt korrekt. Men annoncerne skaber unødvendig stor uro og uklarhed i forhold til hvilke regler, der rent faktisk gælder i Danmark og er relevante for den enkelte,« siger Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, til Berlingske.

Usikkerheden går især på SR-regeringens stramning på familiesammenføringsreglerne, der betyder, at flygtninge på midlertidigt ophold først kan søge om at få deres familier hertil efter et år. Ifølge de seneste tal fra Udlændingestyrelsen rammer den regel dog kun ca. 10 pct. af asylansøgerne.

DFs Martin Henriksen mener imidlertid, at annoncerne sender et vigtigt signal og budskab:

»Menneskesmuglerne er utrolig godt opdateret. Det er de, fordi de får meldinger fra mange forskellige steder. Så det er sandsynligt, de også får meldinger fra asylcentrene,« siger han til Berlingske. Hele historien her.

Dagens kommentar

Under overskriften »Hurra for flygtninge der vælger os«, skriver Ph.d og professor David Dreyer Lassen i en økonomisk kommentar i dagens Børsen, at Europa har brug for flygtninge og migranter som arbejdskraft:

»Helt konkret har mange europæiske lande store demografiske udfordringer i form af flere pleje krævende ældre og færre unge på vej ind i arbejdsstyrken. Tyskland står ligesom Italien og Grækenland med de største udfordringer. Det ved Merkel.«

Læs hele kommentaren her (kræver abonnement)

Det sker i dag:

1. samråd: Forsvarsminister Carl Holst (V) er trukket i samråd af Folketingets forsvarsudvalg. Han skal bl.a. redegøre for nedlæggelsen af Irak- og Afghanistankommissionen og baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003. Det sidste er en udløber af en udtalelse, som forsvarsministeren kom med til Ritzau i august:

»Nogen mener, at vi aldrig får afdækket, hvorfor vi gik i krig. Jo, det gør man. Vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben. Den begrundelse var forkert. Slut.«

Men begrundelsen fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som også blev skrevet ind i Folketingets beslutningsgrundlag, var Saddam Husseins overtrædelse af adskillige FN-resolutioner. Læs mere her.

2. samråd: Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) skal også i samråd om Danmarks klimamålsætninger og mål for CO2-reduktion. Det kommer i kølvandet på, at han i september annoncerede, at regeringen vil sænke ambitionen for CO2-reduktionen fra 40 pct. til 37 pct. Læs mere om det her.

Morgenposten opdateres løbende. Senest 8.55