Den radikale retsordfører Jeppe Mikkelsen er ikke imponeret over Karsten Nonbo (V), der har sat sig på jorden foran et TV2 kamera for at demonstrere, at det egentligt ikke er så slemt at sidde på jorden i samme stilling i tre timer. Det sker efter hans voldsomme kritik af Landsrettens dom i går, hvor en større gruppe demonstranter fik erstatning for uretmæssig tilbageholdelse.
- Det er et stunt, som sikkert giver ham omtale, men det er ikke relevant for substansen i den her sag, siger Jeppe Mikkelsen:
- Det her handler om noget langt mere vigtigt end om Nonbo kan sidde på jorden nogle timer. Det handler om forsamlingsfriheden, som er en vittig frihedsrettighed. For mig er det ikke vigtigt om, man kan sidde på jorden, det er vigtigt om man skal forvente, som Nonbo har sagt, at man kan blive anholdt, hvis man demonstrerer. Hvis man kan det, minder det jo mere om en politistat end om et demokrati.
Voldsom magtanvendelse
Han var selv en del af demonstrationerne under klimatopmødet, men blev ikke anholdt:
- Men hvis jeg havde vidst, at jeg blev anholdt, ville jeg måske ikke have deltaget, og det ville jo helt forkert i et land, der har forsamlingsfrihed. Man skal kunne demonstrere uden at frygte, at man bliver anholdt. Det er substansen, ikke om man sidder på jorden i tre timer eller tyve minutter. Det er en voldsomt magtanvendelse at anholde folk.
Han har intet imod, at Nonbo sætter sig på jorden nogle timer, men han ville foretrække, at han ville bruge sin energi på at kæmpe for frihedsrettighederne:
- Det er jo en god liberal tanke, frihedsrettighederne, som de liberale burde kæmpe for.
Retten til at forsamles er sikret i Grundlovens paragraf 79. Alle folketingsmedlemmer skriver under på, at de vil overholde grundloven, når de vælges til folketinget.