Karsten Nonbo på den kolde asfalt: Jeg har det udmærket
Venstre-politikeren har det fint på asfalten, hvor han skal sidde bagbundet i tre timer.
Venstre-politikeren har det fint på asfalten, hvor han skal sidde bagbundet i tre timer.
På opfordring fra TV2 sidder Venstres medlem af Folketingets retsudvalg, Karsten Nonbo, torsdag på asfalten bagbundet med strips på TV2s parkeringsplads på Teglholmen i Københavns Sydhavn. Her skal han sidde i tre timer torsdag eftermiddag og aften.
- Det går fint. Jeg har det udmærket. Men nu kan man også sige, at der har været lidt selskab omkring mig, hvilket har været med til at give lidt adspredelse, siger han til TV2 News efter en god times tid med bagdelen i asfalten.
Blandt andre har Venstres Claus Hjort Frederiksen, Dansk Folkepartis Søren Espersen og adskillige journalister lagt vejen forbi for at få en lille sludder.
På trods af kulden har Karsten Nonbo overskud til at lave lidt sjov under et interview med TV2 News:
- Når jeg sidder her alene, tænker jeg på, at hvis hvert minut svarede til en uge, skulle den siddende regering gå af, når jeg rejser mig op.
Torsdag er Karsten Nonbo blevet kritiseret voldsomt, efter hans udtalelse om, at de mange klimademonstranter, som under COP15-topmødet i 2009 måtte tilbringe flere timer på den iskolde asfalt med hænderne bundet på ryggen og uden mulighed for at komme på toilettet, er nogle »sølle hyklere«, fordi de efterfølgende har søgt erstatning.
- Jeg synes, det er klynkeri, når man efterfølgende kommer rendende og vil have noget erstatning og dermed bruger det egoistisk. Det er jo samfundets penge, man ovenikøbet rager til sig, siger han siddende på asfalten til TV2 News.
Det er helt fint, at man demonstrerer, men som demonstrant burde man udvise storsind, mener han.
- Man burde sige »okay, vi har nu fået rettens ord for, at politiet tog fejl. Vi skal ikke have nogen erstatning eller vi lader pengene gå til velgørende formål«, forklarer Karsten Nonbo og fortsætter:
- I stedet for at sige »pengene skal gå til egoistiske lille jeg, som er så forbandet fintfølende, at jeg ikke kan tåle at sidde lidt ned og vente.«
250 demonstranter fik onsdag Østre Landsrets ord for, at politiets masseanholdelser var ulovlige og i strid med menneskerettighederne.