Officielt går Venstre ikke ind for brugerbetaling hos de praktiserende læger, men ifølge BT svarer flere af partiets folketingskandidater i en kandidattest, at de vil indføre regninger for lægebesøg.

Det bliver dog ikke med radikale stemmer, understreger sundhedsordfører Marlene Borst Hansen (R), der afviser enhver tanke om brugerbetaling i den almene sektor.

»Vi arbejder for at nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet, og hvis det kommer til koste et beløb at gå til sin egen læge, vil det have den modsatte effekt,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

De Radikale r frygter, at de danskere, der i forvejen ikke er meget for at gå til lægen, vil holde sig helt væk, hvis det koster penge.

»Vi taler om mændene, især dem uden en længere uddannelse og med en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. De ville komme endnu mindre til lægen, hvis de skal betale for det,« siger Marlene Borst Hansen.

De Radikale er som udgangspunkt ikke imod brugerbetaling i sundhedssektoren. Det må bare ikke modvirke partiets mærkesag - den mindskede ulighed.

»Vi vil gerne se, om brugen af brugerbetaling er indrettet mest hensigtsmæssigt. Måske er den perfekt, som den er, måske er der grundlag for at omlægge den. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi vil gå ind for brugerbetaling hos de praktiserende læger,« siger den radikale sundhedsordfører.