Flere folketingskandidater fra Venstre mener, at det bør koste et beløb at gå til sin praktiserende læge, men det er ikke partiets officielle politik.
Det understreger gruppeformand Kristian Jensen (V), efter BT har afsløret, en stor del af Venstre-folkene i Altingets kandidattest erklærer sig som tilhængere af en brugerbetaling på 100 kroner pr. lægebesøg.
»I mange partier har man forskellige synspunkter. Men det ændrer ikke ved Venstres holdning: Vi har ikke noget forslag om brugerbetaling hos de praktiserende læger,« siger gruppeformanden.
I stedet ønsker Venstre en grundig undersøgelse af udbredelsen af brugerbetaling inden for sundhedsvæsnet.
»I dag er 13 procent af sundhedsudgifterne dækket af brugerbetaling, men tilsyneladende er det meget tilfældigt, hvordan metoden bliver brugt. Vi ønsker en mere retfærdig fordeling af brugerbetalingen, men vi ønsker ikke mere brugerbetaling,« siger Kristian Jensen.
Han påpeger, at Radikale har fremsat et lignende ønske flere gange, senest i 2013, hvor partiet bebudede, at undersøgelsen skulle iværksættes efter næste valg.
I dag siger regeringspartiets sundhedsordfører, Marlene Borst Hansen (R), at partiet er modstander af brugerbetaling hos de praktiserende læger, men flere af partiets nuværende folketingskandidater siger i Altingets kandidattest, at de går ind for lade det koste 100 kroner at gå til lægen.
En af dem er energi- og transportordfører Andreas Steenberg (R), men han ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.