Man kan roligt sige, at det nyligt overståede kommunalvalg har afsløret store skillelinjer i den danske befolkning. I storbyerne er partier som Enhedslisten og Alternativet store partier, mens de i provinsen er ganske små partier.
Man kan stille sig det spørgsmål, hvorfor det forholder sig sådan. For begge partiers vedkommende kan man sige, at de repræsenterer et vælgersegment og politiske ideologier, der er globalt orienterede. Hvorimod de andre partier mere eller mindre er nationalt og lokalt forankret.
Jeg tror, der bag denne kommunalvalgkamp gemmer sig endnu en kulturkamp. En kamp mellem det globale og det nationale, og bag dette gemmer sig også en distinktion mellem de rodløse massemennesker over for de forankrede mennesker.
For om noget repræsenterer Alternativet og Enhedslisten strømninger og vælgere, der lever i storbyerne, og hvis der er noget, storbyerne repræsenterer, så er det rodløshed, anonymitet og normløshed.
Hylder normbruddet
Alternativets seneste skandaler med nøgenbilleder er udtryk for en grundlæggende normløshed, der ikke anerkender det borgerlige samfunds traditioner og værdier.
Både Alternativet og Enhedslisten hylder normbrud og det alternative. Begge partier hylder i en eller anden form det internationale og det globale, godt nok på forskellig vis, men dog sådan, at de begge ser med mistro på det nationale og det lokalt forankrede.
Hvad skyldes dog dette? Det skyldes, at storbyerne skaber mennesker, der er rodløse og anonyme, og som ikke føler en speciel tilknytning til stedet, det lokale og til traditionelle værdier.
Storbyen skabes på baggrund af anonymitet og normløshed, og alt dette er grobunden for partier som Alternativet og Enhedslisten.
Provinsen er det sunde Danmark, det rodfæstede og traditionelle Danmark. Det er også her, at de traditionelle nationalt forankrede partier står stærkest. For partier som f.eks. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti er alle folkelige partier, der har rod i dansk politisk historie og dansk kultur. De repræsenterer ganske almindelige mennesker, der har en stærk identitet, netop fordi de er hjemmehørende i en specifik kultur og et specifikt land. Her er ingen normløshed eller afvisning af det danske, som man oplever det i Alternativet og Enhedslisten.
Vi bør gå ind i en ny kulturkamp, en kamp mellem storbyernes anonymitet og normløshed over for provinsens forankring i det lokale og det nationale. For storbyen og provinsen repræsenterer to vidt forskellige livsformer, der nu skal konfrontere hinanden og provinsen på vinde. For taber provinsen, taber Danmark, som vi kender det.