En muggen sejlbåd er blevet trukket op på land og efterladt inde under træerne på Enghave Brygge, der står som en vissen mur mellem H.C. Ørstedsværket og det førhen så pulserende industriområde i det sydlige København, hvor der blev losset kul og skrottet skibe.

Langsomt er området stødt på grund. Virksomhederne lukkede ned eller flyttede væk, tidslerne fik lov til at vokse, og graffitimalerne kastede sig over det gamle industriområde med de lange betonmure.

Men i 2015 rykker arbejdssjakkene ind på området bag værket og begynder et større anlægsarbejde, som skal forvandle Enghave Brygge til en helt ny bydel, der er inspireret af den hollandske hovedstad, Amsterdam.

Bydelen bliver efter planen anlagt på ti boligøer, der sammen med en over 700 meter lang promenade kommer til at indsnævre havneløbet med en tredjedel, godt 70 meter. Mellem øerne udgraves små kanaler, hvor kajakroere og robåde kan drive rundt mellem de 1.600 nye arbejdspladser og 2.400 boliger, som ventes at blive opført.

Byggeprojektet har været godt seks år undervejs og blev tidligere på året sat i bero efter gentagende borgerprotester – senest med 38 kritiske indsigelser i forbindelse med den nødvendige VVM-redegørelse, der beskriver, hvordan et bygge- eller anlægsprojekt vil påvirke det omgivende miljø.

Men nu forventer selskaberne bag – projektudviklingsselskabet JM Danmark, det private investeringsselskab Nordic Property Vision og det kommunale selskab By og Havn – at redegørelsen ligger klar med et positivt svar inden årets udgang, og at lokalplanen for området bliver vedtaget af borgerrepræsentationen kort efter, så anlægsarbejdet omsider kan begynde i begyndelsen af 2015.

Det glæder Niels Peter Munk, udviklingsdirektør hos JM Danmark, der ser frem til at forskønne havnefronten og opføre tiltrængte boliger til københavnerne.

»Det nye boligområde kommer til at lukke det hul mellem Fisketorvet og Teglholmen, der bare ligger hen som en ødemark med skrald, og som mest af alt ligner kulissen fra en gammel Olsen Banden-film,« siger han og betegner området som »en sort plet« på københavnerkortet.

Han fortæller videre, at det moderne boligbyggeri i Sydhavnen vil tilføre grønne, offentlige områder til københavnerne, der desuden kan se frem til en mindre park og marina i den nye bydel.

Mangler grønne områder

Men selv om byggeprojektet kommer til at genoplive det nedlagte erhvervsområde med moderne rækkehuse og etageejendomme i op til otte etager, advarer beboerne omkring Sydhavnen Københavns Kommune mod at bygge ud i havnen.

Susanne Bro er næstformand for græsrodsbevægelsen Havnelauget, der kæmper mod etablering af boligøer i havneløbet ved Enghave Brygge. Hun kalder projektet for »tyveri af vand«, og hun frygter, at der vil ske flere sammenstød til søs, når motorbåde og havnebusser bliver presset tættere sammen og skal slås om pladsen i havnen med kajakker og robåde.

Samtidig ærgrer det hende, at man i byggeprojektet ikke har gjort mere ud af at lave flere grønne, rekreative områder til de lokale Vesterbro-borgere i Sydhavnen, eftersom Vesterbro i forvejen er en af de bydele med færrest kvadratmeter grønt pr. borger.

»Det er synd, at det eneste tilbageværende sted, hvor der kunne anlægges grønne områder, nu bare skal plastres til med byggeri. Jeg siger ikke, at det hele skulle have været lavet til park, men det er jo en enestående chance for at give københavnerne et grønt område ned til vandet – men de muligheder bliver spoleret af det her projekt,« siger hun.

Frygt for øget forurening

Bruno Schwede fra teknik- og miljøudvalget under Vesterbro Lokaludvalg er også bekymret over byggeplanerne, som ifølge ham vil kvæle de oplagte muligheder for at skabe rekreative område for de lokale.

»Hele byggeriet er efter vores opfattelse et fejlgreb. Vandfladen bliver indsnævret, de rekreative muligheder for offentligheden bliver gevaldigt indsnævret, og fritidsmulighederne for roklubberne bliver formindsket. Det strider imod moderne byplanlægning.«

Bliver VVM-redegørelsen godkendt, vil Havnelauget sammen med Vesterbro trakfik- og byrådsgruppe forsætte kampen mod etablering af boligøer i havneløbet og indgive klager til Natur- og Miljøklagenævnet.

For ud over frygten for en smallere sejlrende, mener de, at der vil være risiko for udsivning af forurenede stoffer fra den tidligere industrigrund på Enghave Brygge og ud i havnebassinet, når der skal graves kanaler mellem de kommende boligøer.

Niels Peter Munk fra JM Danmark fortæller dog, at der i forbindelse med VVM-redegørelsen er blevet foretaget grundige miljøundersøgelser samt en vurdering af strømningsforholdene i havnen. Og ifølge ham er der ikke grund til bekymring for udsivning eller anden forurening af havnen.

Et oplagt kulturelt centrum

I forbindelse med byggerplanerne føler flere af de lokale ikke, at der bliver lyttet til dem, når de kommer med deres visioner for Enghave Brygge.

Nogle af dem er samlet i foreningen Flydende By, der holder til i en nedslidt lagerhal, hvor frivillige bygger et flydende kursuscentre ud af genbrugsmaterialer. Lige nu bakser de med en katamaran, hvor skroget består af to aftjente dieseltanke. De er tvunget til at forlade området, når byggeriet begynder.

»Sådan er det. Vi er blevet hørt – de lytter bare ikke til os,« konstaterer Ask Holmgaard, der er en af de frivillige:

»Selvfølgelig skal området ikke bevares, som det er. Der er jo ingenting herude, det er en blindgyde, og folk har en eller anden idyllisk forestilling om graffitien. Men det er røvkedeligt. Men i stedet for at opføre nogle bygninger med stramme facader, burde man udnytte havnens potentiale som et fantastisk sted til natur, kultur og arkitektur.«