Frederik Holst var første mand ude af det forhastede spillermøde efter træningen i går. Den unge Brøndby-forsvarer er klar til at acceptere kravene til spillere, trænere og administration om en lønnedgang på 25 procent over de næste tre måneder og derefter på 10 procent, før en redning fra konkurs kan effektueres.

Andre spillere som Dennis Rommedahl og Simon Makienok meddelte, at de skal i en alvorlig tænkeboks.

Det er nemlig langt fra sikkert, at alle spillere er lige så villige til at ofre egen økonomi for at redde Brøndby IF, som tilfældet er med Frederik Holst.

»Brøndby har givet et udspil til en aftale om en lønnedgang. Den kan spillerne vælge at sige nej til. Gør de det, ryger bolden tilbage til Brøndby, og fastholder klubben kravet, er det lig med misligholdelse af kontrakterne. Det gør, at en spiller fritstilles,« forklarer advokat i sportsret Jens Bertel Rasmussen til Berlingske.

Reglerne betyder altså, at en Brøndby-spiller kan rive sin kontrakt over og forlade klubben gratis, hvis han har afvist en lønnedgang og alligevel får det i forbindelse med sin lønudbetaling for januar.

Sportschef Ole Bjur forklarede i går til BT, at man i et tilfælde af en afvisning fra enkelte spillere »har en ny situation at tage stilling til«. Kravet om lønnedgang fremgår i gårsdagens fondsbørsmeddelelse som »afgørende for virksomhedens videreførelse«. Altså afgørende for, om investorer og kreditorer vil give de nødvendige tilsagn, så klubben kan overleve.

Men bestyrelsesformand Sten Lerche forholder sig til, at forslaget om lønnedgang til blandt andre spillerne ikke er et ufravigeligt krav.

»Jeg mener ikke, at spillerne kan gå frit, hvis de siger nej til vores forslag,« siger Sten Lerche til Berlingske.

Men i tilfælde af, at enkelte spillere vælger at sige nej, vil de altså sætte Brøndby i en situation, hvor klubben må acceptere, at de pågældende spillere fortsætter på samme løn, eller fremsætte et ufravigeligt krav, som vil give spillerne ret til at rive deres kontrakt i stykker og benytte sig af, at transfervinduet står på vid gab.

Kan føle sig presset til et ja

Spillerne skulle i går hjem og tale med deres rådgivere for at afgøre, om de i morgen kl. 12 afleverer en underskrift på en lønnedgang eller ej. De spillere, der vurderer, at de får svært ved at få en bedre løn i andre klubber - eller i det hele taget ved at finde en ny klub med så kort varsel - vil ganske givet føle sig presset til at imødekomme klubbens ønske.

Men hvis mere attraktive og løntunge spillere som Mikkel Thygesen, Quincy Antipas, Simon Makienok, Dennis Rommedahl og Clarence Goodson føler, at de kan få en aftale andre steder, vil de med god ro i sjælen kunne rive kontrakten i stykker og skifte gratis væk fra Brøndby, hvis kravet om lønnedgang skulle blive ultimativt.