Skal vi holde Eurovision? Wow, det er nyheder for mig,« siger Patrick Mpagi.

Han står et stenkast fra det store ur under den store lysende plasticplanet, der i godt to måneder har talt ned til årets finale i Eurovision Song Contest nær Kungsträdgården i centrum af Stockholm.

Ikke langt fra de mange bannere i lilla og pink med sloganet »Come Together«, der skærmer for nogle af byens mange byggeprojekter.

Og ikke langt fra de telte, scener og bygninger, der er skudt op i centrum, og som skal huse events, fans og fest i dagene rundt om TV-begivenheden. Men det har den unge ingeniørstuderende ikke forbundet med, at Stockholm skal være vært for den store europæiske musikfest. Og efter afsløringen slår han undskyldende ud med armene: »Eurovision er ikke lige min ting.«

Men i Sverige er Patrick undtagelsen. For alle andre ved godt, hvad der sker. Europas sejlivede TV-begivenhed og hele den store pop-ballade er kommet til storbyen.

Eller »kommet hjem«, som de siger i det stockholmske bystyre. Og de har ret. I hvert fald når man kigger på statistikken.

Landet bag de vilde rekorder

For uanset om man trawler de amerikanske eller de europæiske hitlister, så sidder der svenske sangskrivere og musikproducere fast overalt i nettet.

Målt per indbygger og sat i forhold til BNP er Sverige den største eksportør af hitlistemusik i verden, oplyser Sveriges officielle hjemmeside Sweden.se. Alene den svenske producer og sangskriver Max Martin står bag 21 numre, der har ligget nummer et i USA – og han er kun overgået af Paul McCartney og John Lennon. I alt har han har haft 54 numre i top ti, og her har han rekorden. Og det er bare, hvad han står bag. Så er der Shellback, RedOne og alle de andre.

I 2014 var hvert fjerde nummer 1 på den amerikanske pophitliste Billboards Pop Chart skrevet af en svensker. Og da sangerinden Katy Perry optrådte ved finalen i amerikansk fodbold, Super Bowl, i 2015, var der svenskere bag de første fire numre, hun skrålede ned i mikrofonen – det sidste sørgede Norge for.

Når det så kommer til Eurovision Song Contest, har svenske sangskrivere været involveret i tre ud af de seneste fem års vindere. Og i årets konkurrence er mere end hver femte af de 42 forskellige, nationale bidrag helt eller delvist blevet til med svensk hjælp.

Men hvad er det svenskere kan? Hvad er det der gør, at de dominerer musikindustrien sammen med mastodonter som USA og Storbritannien? Hvordan har et lille sprogområde fra det nordligste Europa indtaget pop-tronen?

Svarene på de spørgsmål er ikke entydige, men en ting er sikkert. Fortællingen om svensk musiks store succes begynder i den engelske badeby Brighton 6. april 1974.

På TV-skærme over hele Europa er seerne vidner til en TV-begivenhed, der for altid forandrede Eurovision Song Contest og satte dybe spor i popmusikken, som stadig kan høres i radioen den dag i dag.

Først kommer dirigenten Sven-Olof Walldorf på scenen klædt ud som Napoleon. Så slår Bjørn sine strenge an på sin stjerneformede sølvguitar. Anni-Frid i beige og lysebrun kjole og Agnetha i blå buksedragt kommer løbende ned ad rampen i midten. Benny placerer akkorderne på klaveret. Og så kommer sangen: »My, my at Waterloo Napoleon did surrender.«

Sverige henter sin første sejr, and the rest is history, som man siger.

En historie om et band fra et lille land, der erobrer verdens hitlister, sælger millioner af plader, og etablerer sig blandt de største stjerner på kloden.

En bedrift så stor, at den i dag er på museum. Guitar, platinplader og hele pivtøjet hænger til skue på ABBA The Museum, som også ligger i Stockholm.

ABBA banede vejen

Her møder vi Micke Bayart, der i sine unge år i startfirserne var med i en fanklub, hvor de rendte i hælene af de fire medlemmer af ABBA, og som voksen fotojournalist har udgivet bogen »ABBA by Micke – FANtastic memories«.

Og han forklarer, at Eurovision Song Contest i 1974 var den eneste mulighed, man som musiker fra et lille land som Sverige havde for komme ud i den store verden.

»Det var længe før, MTV gav bands en platform – et helt årti før faktisk. ABBA var ikke et traditionelt indslag i Eurovision Song Contest med popsangen Waterloo og de farverige kostumer. De vidste, at de ville nå ud til millioner af seere uden for Sverige – og det gav pote,« siger Micke Bayart.

I hjemlandet var man dog ikke så begejstret for hverken lyden, sangene eller de fire kunstnere, som står i fuld voksfigur inde på museet i dag.

Både i det politiske og kunsteriske miljø i Sverige sad der mange, der var stærkt venstreorienterede, og de mente, at ABBA var fordummende og kunstig lalleglæde af værste popskuffe.

»Det officielle Sverige undervurderede gruppens popularitet i 70’erne, og hvad den gjorde for at sætte Sverige på det musikalske verdenskort. Men det gør man ikke mere. I dag anerkender selv de værste kritikere fra dengang ABBAs musikalske evner og talent for at skrive og indspille sange.«

Micke Bayart er selvsagt stadig ukuelig fan af Agnetha, Bjørn, Benny og Anni-Frid, og han er overbevidst om, at en stor del af svaret på svensk musiks globale succes skyldes de geografiske og mentale hegn, som ABBA fik væltet.

»ABBA åbnede en dør, og grupper som Europe, Roxette og Ace of Base kunne gå igennem den og vise vejen for navne som Robyn og Avicii.«

Hvorfor ikke i Danmark?

Ved museets udgang finder man en lille særudstilling om svensk musik, og her har museet på sorte plader med hvid skrift forsøgt at give opskriften på svensk musiks succes.

Årsagerne, der nævnes her, er, at det svenske marked er så lille, at man er nødt til at søge uden for landets grænser, og derfor taler alle utrolig godt engelsk.

I forhold til internet og teknologi har Sverige været med helt fremme i front, og da alt musik i dag på den ene eller den anden måde ryger igennem en computer, har man haft en stor fordel her.

Derudover spiller og synger svenskere fra de er ganske små i musikskoler, og dermed ryger musikken generation efter generation nærmest ind i systemet med skolemælken og udvikler sig.

Som dansker kan man sige tjek til hele molevitten. Vi taler også godt engelsk. Vi er også på nettet. Vi har også musikskoler.

Men vi er ikke i nærheden af at nå svenskerne på hitlisterne eller på bundlinjen. Og selv om vi har tre sejre i Eurovision Song Contest, er vi heller ikke tæt på den blågule dominans bag nodepapir, computerskærm og mixerpult i det europæiske musikshow.

»I Danmark gemmer vi den folkelige musikkultur væk på kanaler som TV2 Charlie og P5, men i Sverige hiver man det frem i prime time på hovedkanalerne. Det er den store forskel på Sverige og Danmark,« forklarer DR’s mangeårige Grand Prix ekspert og kommentator på Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contests, Ole Tøpholm, der selv har overværet 12 svenske, nationale finaler.

I Sverige forsøger man ikke just at skjule Melodifestivalen, som den nationale konkurrence kaldes på den anden side af Øresund.

Her deltager 32 sange i fire delfinaler. Så er der en »Second Chance«-runde, hvor de sange, som lige nøjagtigt ikke slap videre til finalen, får et forsøg mere.

Og så er det finale.

I Sverige stiller både håbefulde unge stjerner og etablerede navne op, for her er der nemlig prestige i at vinde showet. Ikke som i Danmark, hvor vi lytter til et miks af deltagere fra TVs talentkonkurrencer og sangere, som prøver at genetablere sig og træde gaspedalen i bund på en karriere, der er kørt ud på et sidespor.

»Der er stadig stor berøringsangst hos den etablerede musikbranche i Danmark, og det synes jeg er ærgerligt. Der er masser af dygtige sangskrivere, men vi er udfordret på solistsiden,« slutter Ole Tøpholm.

Succes avler succes

Ved Kungsträdgården er Patrick trasket videre med sin nyfundne viden om, hvem der skal holde Eurovision.

Imens står den 70-årige sygeplejerske Gun Kellam her og fotograferer nyudsprunge blomster og træer med sin veninde, og hun ved ligesom stort set alle andre svenskere særdeles udmærket, at Stockholm for en aften er centrum for Europas øjne og ører.

»Det er spændende, at vi skal have Eurovision, og jeg er stolt over det. Og jeg er også stolt over, at vi er så gode til det, at vi har haft det mange gange.«

Egentlig kan hun bedst lide R’n’B og Blues, men hun elsker at se showet og brokke sig over de dårlige sange og glæde sig over de gode sammen med sine veninder. Og hun nævner ikke hverken engelskkundskaber, internet eller musikskoler som hemmeligheden bag svensk musik.

»Nogle siger, at det er fordi, at vejret er så dårligt, at vi sidder indenfor og kreative. Men jeg tror, at når nogle har succes, så åbner det døre. Og så inspirerer det andre til at gøre det samme.«

Nuvel. I så fald mangler vi i Danmark bare ABBA.