Mamma Mia, here we go again: ABBA er tilbage - eller er de?
Den ikoniske popgruppe ABBA vender tilbage i en form for virtuel virkelighed. Hvad det egentlig betyder er uvist. Folkene bag projektet er nærige med detaljer.
Den ikoniske popgruppe ABBA vender tilbage i en form for virtuel virkelighed. Hvad det egentlig betyder er uvist. Folkene bag projektet er nærige med detaljer.
»If you change your mind, I am the first in line.«
Sådan slog de to kvindelige medlemmer af ABBA, Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog, tonen an i singlen »Take a Chance on Me«, som den svenske popgruppe udsendte i 1978.
Og måske har ABBA ændret holdning her knap 35 år efter, at den ikoniske gruppe gik i opløsning.
Universal Music, den britiske underholdningsentreprenør Simon Fuller og de fire ABBA-medlemmer har nemlig annonceret, at de samarbejder om et nyt projekt, hvor ABBA genopstår i en form for virtuel virkelighed.
I en pressemeddelse og et opslag på ABBAs Facebook-side beskriver de det selv som et »banebrydende projekt, der vil gøre brug af den seneste digitale og virtual reality-teknologi«.
»Vi er inspireret af fremtidens uendelige muligheder og er glædeligt en del af at skabe noget nyt og dramatisk her. En tidsmaskine, som indfanger essensen af, hvem vi var. Og er,« siger ABBA-medlemmet Benny Andersson i pressemeddelelsen.
På Facebook er nyheden blevet liket mere end 25.000 gange, og fans fra hele verden er ellevilde.
»Den største drøm i mit liv er at møde alle de fire medlemmer af ABBA, mens de er sammen! Efter det her kan jeg dø. Jeg var for ung i 1970'erne, så jeg havde ikke en chance dengang. Måske kan min drøm nu gå i opfyldelse,« skriver en af de mange fans til ABBAs Facebook-opslag.
Mange har længe drømt om en genforening af ABBA, som er den andenbedst sælgende musikgruppe nogensinde kun overgået af The Beatles.
Den drøm tør Niels Pedersen, der er musikjournalist og radiovært på P7 MIX, dog godt aflive. Til spørgsmålet om hvorvidt det er muligt, at ABBA bliver genforenet, svarer han blankt nej.
»Sandsynligheden for at ABBA genopstår som et rigtigt band, der tager på turne, er ikke-eksisterende. Jeg er så skråsikker, fordi medlemmerne har sagt det rigtig mange gange, og ABBA består af meget principfaste mennesker. Desuden er der nogle personlige forhold, som gør en genforening usandsynlig. Agnetha Fältskog er grænsende til menneskesky og viser sig sjældent offentligt,« siger Niels Pedersen.
Ifølge Niels Pedersen skal det nye projekt derfor ikke ses som en »reunion«, men som en hardcore business investering.
»ABBA i dag er ikke et orkester, men et brand. Musikken er én ting. Den er storslået og pophistorie, men kigger vi væk fra det, så handler det i dag om at udnytte ABBAs varemærke. Der er blandt andet også kommet et ABBA-museum og en restuarant, en slags græsk taverna, hvor det er lavet som om, at du er med i musicalen »Mamma Mia!«,« siger han.
Gennem 70erne lagde ABBA iført farverige glitterdragter og trompetbukser hitlisterne ned med ørehængere som »Waterloo«, »Dancing Queen«, »Mamma Mia« og »Super Trouper«. Og listen fortsætter.
»ABBA var det største poporkester i 70erne. Slut. Det var et band, som hyldede popmusikken. Musikken var enormt velproduceret og velskrevet. Deres arv lever i rigtig mange andre kunstnere. Deres betydning som ikoner inden for poppet dansemusik er nærmest i en klasse for sig selv,« siger Niels Pedersen.
Kvinder drømte om at være enten Anni-Frid Lyngstad eller Agnetha Fältskog, og mænd om at være Benny Andersson eller Björn Ulvaeus, som var gift med Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog.
»ABBA var et meget meget populært orkester. Der var ikke nogen, som gik rundt på gaden og lignede ABBA i deres vilde tøj - først til sidst da de begyndte at se forholdsvist normale ud - men de inspirerede folk til at efterligne dem. Til at synge ligesom dem eller til at være hende den lyshårede eller hende den mørkhårede, hvis man var pige,« siger Niels Pedersen.
I begyndelsen af 80erne krakelerede glansbilledet dog. Kærligheden mellem parrene døde og ligeledes gjorde musikken. Benny Andersson og Anni-Frid Lyngsted blev skilt i 1980 ligesom Björn Ulvaeus og Agnetha Fältskog. I december 1982 optrådte ABBA for sidste gang. Spotlyset slukkede, og det var det.
De fire medlemmer blev for første gang i otte år set sammen i januar, og i sommers optrådte Benny Andersson, Björn Ulvaeus, Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog sammen for første gang i over 30 år. Det skete til et arrangement i Stockholm, hvor Benny Andersson og Björn Ulvaeus fejrede deres 50 år lange venskab og musikalske samarbejde.
Retorikken har ofte været skarp, når spørgsmålet faldt på, om ABBA en dag ville blive genforenet.
»Vi tog en pause i '82, og det var ment som en pause. Det er stadig en pause, og det forbliver sådan. I vil aldrig se os på scenen igen,« sagde Björn Ulvaeus i et interview i 2014.
Hvad det præcist indebærer, at ABBA i 2018 vender tilbage i en virtuel virkelighed, forbliver i det uvisse for nu. Ifølge pressemeddelelsen kommer der flere detaljer i 2017.