I Region Syddanmark kan politikere frit trække på embedsværket som frivillige kampagnemedarbejdere i en valgkamp – eller kan de? Spørgsmålet skal nu undersøges af regionen, efter at Berlingske i går afdækkede, hvordan en kommunikationsmedarbejder i Region Syddanmark i sin fritid udførte en række kommunikationsopgaver under valgkampen for Carl Holst (V), mens denne var formand for regionsrådet.
Jens Elkjær, konstitueret regionsdirektør i Region Syddanmark, oplyser, at sagen nu skal udredes:
»Hvis det er resultatet af en opfordring, så er det potentielt en sag om en politiker, der bruger sin magt over medarbejdere i administrationen. Hvis de har en privat og personlig relation til hinanden, som udspringer af et arbejdsfælleskab på et tidspunkt, er det måske noget helt andet. Det skal vi nu finde ud af,« siger Jens Elkjær.
Lasse Krull, medlem af regionsrådet for de Konservative, er rystet over sagen.
»Det er et udtryk for en syg kultur, når en regionsformand trækker på embedsfolk på den måde. Det er langt over grænsen. Uanset om der er tale om fritid eller ej. Det er godt, at det kommer frem,« siger han.
Vibeke Syppli Enrum, medlem af regionsrådet for Enhedslisten, ønsker sagen inddraget i den undersøgelse, som regionen skal aflevere til det kommunale tilsyn i Statsforvaltningen.
Statsforvaltningen gik ind i sagen efter, at det kom frem, at Carl Holst angiveligt har anvendt en embedsmand som kampagnemedarbejder i arbejdstiden, og Region Syddanmark skal aflevere en redegørelse til Statsforvaltningen.
Lasse Krull bakker ønsket op, og DFs Thies Mathiesen vil ikke stille sig i vejen for det. Det glæder Vibeke Syppli Enrum:
»Carl Holst har i årevis været kritiseret for at anvende sin kommunikationsafdeling som PR-bureau. Hvis man ville frem, så handlede det om at promovere Carl Holst. Vi må til bunds i den måde, Carl Holst har ageret på, og derfor må denne sag undersøges og indgå i redegørelsen,« siger hun.
Carl Holst oplyste i Berlingske i går, at bistanden fra embedsmanden under valgkampen var »frivillig bistand som den pågældende har ydet i sin fritid«.
