Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sad i formandsstolen for Global Green Growth Institute (GGGI), da den statsstøttede, internationale miljøorganisation nedskrev og bekræftede den rejsepolitik, der betød, at hans rejseudgifter som formand er løbet op i omkring en million kroner på 15 rejser. Det viser et memorandum fra GGGI, som Berlingske er i besiddelse af.
De nye oplysninger får flere danske politikere til at opfordre Lars Løkke Rasmussen til at lægge alle bilag frem.
Et memorandum fra GGGI dateret 27. december 2012 og rundsendt til blandt andre den daværende direktør i organisationen beskriver en rejsepolitik, hvor formanden gennemgående har særstatus. Han må som den eneste flyve på første klasse, hvilket er niveauet over businessclass, som danske ministre og også GGGIs egen direktør kan vælge at flyve på.
Formanden må også som den eneste vælge en såkaldt »junior suite« på hoteller, mens resten af organisationen højst må vælge et hotelværelse i »deluxe«-kategorien.
Dertil kommer, at formanden som en af de eneste i organisationen også får stillet en bil til rådighed under hele udlandsopholdet og ikke kun mellem lufthavn, hotel og til møder, som andre ifølge rejsepolitikken må nøjes med.
I memorandummet står også, at det skal sendes videre til Lars Løkke Rasmussen, som blev indsat som formand i juni 2012.
Dermed sad han altså for bordenden, da memorandummet blev rundsendt.
»Jeg har tænkt over rigtig mange ting«
Torsdag aften sagde Lars Løkke Rasmussen til TV 2 Nyhederne:
»Jeg har tænkt over rigtig mange ting, og der er mange alarmklokker, der har fået det til at ringe i mit hoved, da jeg fik den honorære position, som af den danske ambassadør i Korea blev præsenteret som: »Det skal du bruge ti dage på om året.« Men som sådan set har været en sej kamp for at dreje den her organisation, så vi har en ordentlig udbudspolitik, så vi har en ordentlig åbenhedspolitik, så vi har en ordentlig rejsepolitik. Det er nu ikke de regler, der er vedtaget af Rådet. De regler, der er vedtaget af Rådet – blandt andet med Christian Friis Bachs (radikal udviklingsminister, red.) deltagelse – er, at formanden flyver på første klasse. Men det gør formanden altså ikke længere. Det er lavet om.«
Kritik fra S, DF og SF
Men den kamp giver Socialdemokraterne ikke meget for set i lyset af de nye oplysninger om memorandummet:
»Det fremstår, som om at han som formand med helt åben pande har været vidende om, at han skal have særlig adgang til en vild luksus, som vi under normale omstændigheder i forbindelse med danske skattekroner og bistandsprojekter slet ikke tillader,« siger Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun understreger, at Lars Løkke Rasmussen har et ansvar, når reglerne er blevet udspecificeret så klart, mens han var formand:
»Når man er formand for sådan en organisation, så bestemmer man jo, så hvis han gerne vil lave reglerne om, så har han i den forbindelse haft en anledning til at lave dem om.«
Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at de dyre rejser er »over stregen«, ikke mindst set i lyset af, at der er tale om en statsstøttet klimaorganisation, som Danmark frem til 2014 støtter med 90 millioner kroner.
»Det her har selvfølgelig været at gå over stregen i forhold til de omkostninger, der bliver afholdt. Man skal ikke rejse på første klasse, når man rejser for noget, der er offentligt finansieret – det er for dyrt,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Om Lars Løkke Rasmussen selv har været med til at bekræfte de pågældende rejseregler, som er en videreførsel af de tidligere koreanske regler, kunne Berlingske ikke få et svar på fra oppositionslederen i går.
Lars Løkke Rasmussen ville ikke kommentere yderligere på sagen, efter at han torsdag aften i TV 2 Nyhederne understregede, at reglerne nu er ændret, så formanden fremover kun må rejse på businessclass.
Det bekræfter Udenrigsministeriet i en mail til Berlingske:
»Rejsereglerne er et administrativt anliggende for GGGIs direktør og administration. Direktøren og bestyrelsesformanden har oplyst, at de aftalte en ændring af rejsereglerne pr. 1. august 2013.«
SFs politiske ordfører, Jonas Dahl, mener dog ikke, at det er nogen undskyldning, at Lars Løkke Rasmussen nu har været med til at ændre rejsereglerne. »Man kan fristes til at sige, at det sted, han har arbejdet hårdt, har åbenbart været, mens han lå på første klasse og hældte kaviar og champagne ned i halsen. Det er da meget godt, at man ændrer reglerne, men det er først, når pressen og offentligheden begynder at grave i det, og man finder frem til, at man har brændt over en million af på et år, at der rent faktisk bliver ageret. Det, synes jeg, ikke er betryggende,« siger han og kræver de samlede bilag fremlagt sammen med en god forklaring fra Lars Løkke Rasmussen.»Og hvis ikke han har en god forklaring, så kan man spørge sig selv, om han er den rette mand til at sidde for bordenden.«
GGGIs økonomi er under revision
Det var VK-regeringen, der i 2011 bevilgede støtten til den dengang koreanske miljøorganisation med det politiske formål at sikre udbredelsen af grøn vækst ved at inkludere kommercielle interesser.
Berlingske erfarer, at en omfattende revision af organisationens økonomi er under færdiggørelse og ventes klar inden for de næste uger.
»Jeg har nu fået en orientering, og GGGI er under løbende revision. Om der skal ske mere i sagen, er en afgørelse, som skal træffes af GGGIs bestyrelsesformand og direktion,« lyder det fra udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i en skriftlig kommentar.
Flere kilder oplyser til Berlingske, at regeringen er tilbageholdende over for at kræve yderligere bilag på bordet fra GGGI, da det let vil kunne opfattes som en mistillidsskabende fremfærd over for en formand fra vores eget land i en international organisation.