Sagen om Lars Løkke Rasmussens (V) dyre flyrejser som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) får nu Enhedslisten til at afkræve udviklingsminister Christian Friis Bach (R) en række konkrete svar.

Partiet har således kaldt ministeren i samråd, efter det er kommet frem, at GGGI, som den danske stat støtter med større tocifret millionbeløb, har brugt mere end 770.000 kroner på 15 flyrejser til den tidligere statsminister.

»Først og fremmest handler det om, hvordan det kan komme så vidt, og at Danmark ikke rejser nogle krav, når man sender 90 millioner kroner til en organisation. Jeg vil også gerne vide, om der findes andre eksempler på, at vi ikke har styr på forbruget, når vi sender folk ud,« siger udviklingsordfører Christian Juhl (Ø) fra Enhedslisten.

»Hvis vi endnu engang kommer til at sende personer ud, som ikke har en selvkritisk sans, så skal det være sådan, at ministeriet opdager det og sørger for, at det ikke kan lade sig gøre,« siger han.

Lars Løkke Rasmussen har forklaret, at han i forbindelse med rejserne har fulgt de gældende rejseregler for organisationen, og både han og Christian Friis Bach har peget på, at reglerne siden er blevet ændret.

Men det mildner ikke kritikken fra Enhedslisten, der påpeger, at praksis først blev ændret efter 13 flyrejser.

»Der er vildt forargeligt. Der burde være sat nogle regler op - og det burde Christian Friis-Bach være med til, inden vi bevilliger penge til sådan en organisation - men jeg synes også, at Lars Løkkes egen kritiske sans er slået fuldstædig fejl,« siger Christian Juhl.

»Lars Løkke Rasmussen sad for bordenden. Hvis han synes, at det her var for voldsomt, kunne han af egen drift give besked til administration om ,at han ikke vil rejse på det niveau og gerne ville være mere mådeholden,« påpeger han.

Har Løkke været et forkert valg som formand, og bør konsekvensen være, at han går af?

»Jeg har ikke så mange meninger om det, før vi får vi får en ordentlig redegørelse. Jeg har bare spurgt ministeren, om det kunne lade gøre at finde en anden med lidt større selvkritisk holdning end Lars Løkke Rasmussen, og deri ligger så også, at jeg godt kunne forestille mig, at man kunne overveje, om et skifte vil være fornuftigt,« siger Christian Juhl.