Det sociale medie Pinterest har på blot fire år opbygget en platform, hvor 60 millioner mennesker fra hele verden deler billeder af dette og hint, og virksomheden med base i San Francisco er vurderet til at være omkring fem milliarder dollar, svarende til 27,8 milliarder kroner, værd. Men Pinterest vil være større, og det skal ske ved lokalisering af platformen, som bedst kan beskrives som en digital opslagstavle, hvor brugerne deler – eller »pinner« – billeder af ting, som inspirerer dem. Derfor har den unge virksomhed sat hårdt ind på det europæiske marked, og siden november har Pinterest eksisteret på dansk.
»En af vores førsteprioriteter er international vækst,« siger Pinterests internationale chef, Matt Crystal, og fortæller, at det blandt andet sker ved lokalisering af Pinterest. På et år er Pinterest lokalsprogede platforme vokset fra otte til 32, hvilket blandt andet betyder, at danske brugere ledes ind på en dansk side i stedet for en amerikansk.
»Det andet, vi gør, er at bygge teams i lande omkring i verden. Vi har teams i Storbritannien, Frankrig, Japan og Tyskland, og vi ansætter folk i Italien og Spanien. På den måde lærer vi, hvad der fungerer for de lokale brugere,« siger Matt Crystal.
Pinterests internationale chef vil ikke dele antallet af lokale brugere, men spørger man den danske ekspert i sociale medier Peter Svarre, som er direktør hos In2Media, hvor han rådgiver virksomheder i sociale medier, er Pinterest endnu ikke stor nok til for alvor at være attraktiv for de danske virksomheder.
»Udbredelsen af Pinterest i Danmark er stadig så lille, at det de facto ikke har nogen forretningsmæssig værdi for virksomhederne. Du får ikke særlig stor gennemslagskraft i en dansk sammenhæng, fordi der bare ikke er nok brugere,« siger Peter Svarre og tilføjer, at han derfor ikke ville anbefale sine kunder at bruge Pinterest, hvis målet er at komme bredt ud til danskerne. Men han afviser ikke, at det kan blive aktuelt, hvis kendskabet til Pinterest pludselig vokser.
Et af de sociale medier, der er vokset på det danske marked over de seneste år, er Twitter, hvor brugerne kan tweete nyheder med maks. 140 tegn. Twitter blev stiftet i 2006 og er i dag et børsnoteret selskab med en markedsværdi på 27,5 milliarder dollar, svarende til 153,1 milliarder kroner. For tre år siden fik Peter Svarres kunder samme melding om Twitter, som de i dag får om Pinterest: Det er et fedt medie, som kan bruges til meget, men der er ikke særlig mange danskere, der bruger det.
»Det har ændret sig over de sidste to til tre år, og jeg er begyndt at anbefale vores kunder at bruge Twitter, hvis de for eksempel vil have fat i journalister eller politikere. De er i høj grad på Twitter,« siger Peter Svarre og tilføjer:
»Der er vi ikke med Pinterest endnu, men når det er sagt, er det et medie, vi skal holde øje med.«
Ifølge Matt Crystal er Pinterests langsigtede mål at opbygge en platform, der for alvor er universel.
»Det er meget nemt for vores brugere at kommunikere på tværs af lande og kulturer. Derfor er det interessant for os at få flere og flere lokale perspektiver og lokalt indhold ind på vores platform og give brugerne mulighed for at opleve det indhold,« siger han.
Ifølge Matt Crystal kommer 98 procent af indholdet på Pinterest fra virksomheder, mens kun to procent kommer fra private brugere.