TYSKLAND: Piloter i Europa kritiserer efterforskningen af flystyrtet i de franske alper tirsdag.
I en pressemeddelelse understreger European Cockpit Association (ECA), der er en paraplyorganisation for europæiske pilotforeninger med flere end 38.000 medlemmer, at det er uacceptabelt med alle de lækkede informationer om flystyrtet, der har præget verdens medier de seneste dage.
Fokus bør være på at indsamle alle data og informationer fra flystyrtet og analysere dem, i stedet for at finde en skyldig.
»Lækket af CVR-data (data den sorte boks, der optager lyd i cockpittet red.) er et alvorligt brud på fundamentale og globalt accepterede internationale efterforskningsregler for ulykker,« skriver ECA.
Efter oplysninger torsdag var blevet lækket til flere internationale medier valgte de franske myndigheder to at fortælle om foreløbige oplysninger i sagen. Anklagemyndigheden i Marseille fortalte, at lydoptagelsen fra den ene sorte boks indikerer, at andenpiloten fik flyet til at styrte med vilje.
De europæiske piloter understreger, at det er nødvendigt med en uafhængig og fordomsfri undersøgelse af flystyrtet, så man kan undgå lignende ulykker i fremtiden.
»Vi er opsatte på at lave forbedringer, som sikrer at flyvning bliver sikrere end nogensinde,« skriver piloterne.
Der var i alt 150 mennesker om bord på det Germanwings-fly, der tirsdag styrtede ned i de franske alper. Alle menes at være blevet dræbt øjeblikkeligt ved ulykken.
Redningsmandskab arbejder fortsat på at bjærge ligene, der blandt andet tæller to spædbørn og en gymnasieklasse fra Tyskland.