Donald Trump blev valgt til præsident i USA som »den store disrupter«.

»Disrupteren« er en, som slår spillet over ende for at skabe noget helt nyt og anderledes. I ham så hans vælgere manden, der skulle gøre op med Wall Street og Washington ved at stække den herskende elite. Men at gennemføre en skattereform, der gør de rige rigere og reelt lemper de fattige ud af sundhedsforsikringssystemet, er næppe at gøre op med Wall Street og eliten.

Til gengæld forsøger han sig så som den store »disrupter« inden for udenrigspolitikken. Her går han op imod præsident Obamas møjsommeligt udarbejdede atomaftale med Iran, hvis formål var i det mindste at forsinke Irans jagt på en atombombe og dermed samtidig få Irans arabiske modstandere til at udsætte deres forsøg på selv at konstruere en sådan. Trods deres kritik af Obamas aftale synes de da heller ikke at være på vej mod den, endnu. Om Obama i realiteten blev snydt af Iran, kan kun tiden vise.

Den store »disrupter«

Trumps angreb på atomaftalen med Iran har haft den bivirkning, at den har givet Nordkorea mere lyst til at få atombomber, som det med sine missiler kan sende mod USA. Når man risikerer, at en efterfølgende præsident ophæver en indgået aftale, tør det ikke indgå en med den siddende. Hvis Nordkorea skulle have haft et ønske om at indgå en aftale om at destruere dem, har de senere års udvikling vist, at det kan blive en dårlig handel.

Ukraine indgik en aftale om at udlevere de atomvåben, det havde arvet fra Sovjetunionen. Til gengæld fik det garanti for, at det ville blive beskyttet, hvis nogen fandt på at angribe det. Den garanti mærkede det ikke meget til, da Rusland i 2014 angreb landet og annekterede Krim.

For at komme ind i det pæne selskab opgav Libyens Gaddafi sin jagt på atomvåben, hvorefter han i 2011 blev angrebet af Natos luftstyrker. Og nu ved Nordkorea ikke, om USA vil følge udenrigsministeriets traditionelle forhandlingsdiplomati eller præsidentens hang til at »disrupte« det hele. Det ved udenrigsministeren heller ikke. På baggrund af alt dette handler Nordkoreas brutale enehersker Kim Jong-un i grunden rationelt.

Senest har »den store disrupter« skåret igennem og anerkendt Jerusalem som Israels lovlige hovedstad. Hvad der skal ske med Jerusalem, og hvordan byen skal organiseres i fremtiden, har ellers hidtil først skullet afgøres i forbindelse med den endelige fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne, som etablerer en fremtid med to stater, Israel og Palæstina, liggende fredeligt side om side.

Trumps mulige strategi

Det kan selvfølgelig anføres, at der ikke synes at være nogen fredsaftale på vej.

I dag er Israel ikke interesseret i den, og palæstinenserne er splittet mellem på den ene side Fatah, der hersker på Vestbredden og ønsker Palæstina oprettet gennem en fredsaftale, og på den anden side Hamas, der hersker i Gaza og vil have Israel slettet af landkortet. I denne uafklarede, palæstinensiske situation tør Israel ikke indgå i en aftale med risiko for, at det bliver Hamas, der kommer til magten i dette nye Palæstina. Men med sin beslutning har Trump i hvert fald gjort det lettere for Hamas og Fatah at demonstrere sammen mod vicepræsident Mike Pences besøg i Det Gamle Jerusalem, og vanskeligere for de palæstinensiske fortalere for en fredelig tostatsløsning at opnå enighed om denne i den palæstinensiske lejr. Hamas vil pege på Trumps anerkendelse og sige til palæstinensernes præsident Abbas: »Der kan du se, hvad du fik ud af din forsoningspolitik. Du mistede Jerusalem!«

I samme hug er det lykkedes igen at vende de arabiske landes opmærksomhed mod Israel, som de ellers havde fået et afslappet forhold til, fordi Iran efterhånden forekom dem at være et større onde. Men nu er Israel bragt tilbage som et problem for dem. De kan ikke overlade rollen som palæstinensernes fortalere og forsvarere til Iran og Tyrkiet.

Måske er der alligevel en strategi bag Trumps disruption. Måske vil han gøre, hvad Ariel Sharon forberedte at gøre, før han gled ind i sin koma, nemlig at sige til palæstinenserne: »Vi kommer ikke længere med denne fredsproces, derfor trækker jeg selv grænsen mellem de to stater.« Da er der ingen fredsproces og derfor heller ingen mæglerrolle for USA. I stedet giver Trump så israelerne sikkerhed for, at USA vil træde til, hvis deres eksistens er i fare. Er dette den langsigtede strategi, kan Trumps disruption give mening, fordi den gør israelerne trygge. Trygge var de derimod ikke ved Obama. Men hvor sikker kan Israel være på, at den næste præsident vil stå ved Trumps helhjertede støtte? Når den ene kan »disrupte« den ene vej, kan den næste jo »disrupte« den anden vej.

Man kommer næsten til at tænke på Ludvig Brandstrups gamle vise: »Hen til kommoden og te’bavs igen/ og herren vender ryggen til sin dame.« Den er dog at foretrække fremfor Johannes Jørgensens juledigt, der slutter med slutordene »og Juleaften så bomber/ vi Bethlehem.«

Glædelig jul.

Per Stig Møller er fhv. udenrigsminister (K).