På vej ind til den anden omgang forhandlinger med den kongelige undersøger, Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V), lægger de Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen (K), ikke skjul på, at han finder det naturligt, at blokkens to største partier danner regering.

Venstre og Dansk Folkeparti nærmer sig hinanden ifølge flere politiske kommentatorer - om ikke andet så i hvert fald retorisk.

Hvis den udlægning holder stik, og der begynder at tegne sig konturerne af en VO-regering, vil de Konservative så holde sig ude af regeringssamarbejdet?

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

»Vi kender jo ikke grundlaget,« svarer Søren Pape Poulsen og tilføjer:

»Men det vil da give god mening, at de to store partier går i regering sammen. Og så har vi nogle mandater, der skal bruges til at skabe mest mulig indflydelse. Og dem vil vi altså bruge,« siger han med hentydning til, at partiet trods tilbagegangen fra otte til seks mandater har mere indflydelse i den nuværende parlamentariske sammensætning end under den røde regering.

»Vi ønsker en lavere skat, bedre forhold for erhvervslivet og mere politi på gaden. Vi peger på Løkke, og hvis man vil være chef, må man finde løsningen,« siger Søren Pape Poulsen.

Før valget meddelte han, at de Konservative kun ville gå i regering, hvis partiet fik flere mandater på tinge. Men siden valget har Pape fastholdt, at partiet vil søge indflydelsen, hvor den er størst:

»Vi er ikke sådan et parti, der står i et hjørne og kigger. Vi bliver inviteret, og så kommer vi. Men rejsen for regeringsdeltagelse for os synes at være lang, fordi det, der er vigtigt for os, det er lavere skat, mere politi og bedre forhold for erhvervslivet - og det er jo ikke sikkert, at det lige er det, der er på tapetet,« siger han.